Pandora ramt af underskud - låner 3 mia. kr.
Smykkeselskabet er tirsdag morgen kommet med kvartalsregnskab.
Pandora er ramt af coronapandemien. For et år siden havde Pandora et overskud efter skat på 800 mio. kr. i første kvartal. Nu er det svundet ind og forvandlet til et underskud på 24 mio. kr. for første kvartal af 2020.
Derfor har Pandora sikret sig lånemuligheder for 3 mia. kr. hos banker og en lånegaranti hos Vækstfonden. Samtidig vil selskabet sælge 8 mio. af sine egne aktier. Det fremgår af det kvartalsregnskab, Pandora tirsdag morgen har offentliggjort.
Ifølge Alexander Lacik, topchef i Pandora, handler det nu for Pandora om at forberede sig på en genrejsning efter pandemien.
»Vi har implementeret omkostnings- og kontantinitiativer, der sikrer, at vi har den nødvendige finansielle styrke til et stærkt kommercielt comeback, når efterspørgslen begynder at blive normaliseret,« siger han i forbindelse med kvartalsregnskabet.
Pandora oplyser, at den nu har likviditet til, at alle fysiske butikker kan holde lukket resten af 2020.
I årets første kvartal faldt den organiske vækst i Pandora med 14 pct. Men det var marts, der trak voldsomt ned for Pandora, som oplevede en fremgang i den organiske vækst på 1 pct. i januar og februar.
I andet kvartal af året forventer Pandora, at driftsresultatet vil blive negativt, og at situationen dermed forværres. I årets første tre måneder var driftsresultatet positivt med 204 mio. kr.
Smykkekoncernen suspenderede i midten af marts sine forventninger til 2020 på grund af usikkerheden, som coronakrisen har skabt, og der opstilles i tirsdagens regnskab ingen nye forventninger.
Antallet af konceptbutikker i Pandora forventes at blive reduceret med mellem 25 og 50 i den kommende tid.
Omkring 90 pct. af alle Pandoras 2.746 konceptbutikker har midlertidigt haft lukket på et eller andet tidspunkt i første kvartal.

