ISS ramt af coronakrisen - har fyret ansatte
Servicekoncernen har onsdag morgen offentliggjort en handelsopdatering.
Servicegiganten ISS havde i årets første kvartal en overraskende stor fremgang i omsætningen.
Men der stopper de gode nyheder så også for ISS. For i april faldt den estimerede organiske vækst med 20 pct. Alene relateret til coronakrisen er ISS’ vækst og driftsresultat ramt med omkring 25 pct.
Det får nu ISS til at melde ud om en fyringsrunde i forbindelse med en handelsopdatering.
»Som et resultat af den pludselige og hurtige nedgang i aktiviteten har vi fokus på omkostningsstyring og kontantskabelse. Vi justerer vores omkostningsbase og investeringer, og vi har været nødt til at fyre eller sende mange hårdtarbejdende ansatte på orlov,« står der i kvartalsregnskabet.
Det fremgår ikke af regnskabet, hvor mange ansatte der er skåret væk. Globalt har ISS næsten en halv million medarbejdere.
ISS oplyser, at den regner med at genansætte de fyrede medarbejdere, når situationen i verden normaliseres igen.
I slutningen af april havde ISS likviditet for lidt over 11 mia. kr.
»Med vores internationale rækkevidde, fleksible omkostningsbase og solide likviditet er ISS i en god position til at komme endnu stærkere ud på den anden side,« siger Jeff Gravenhorst, topchef i ISS, i forbindelse med handelsopdateringen.
ISS tør i onsdagens handelsopdatering for årets første kvartal ikke at spå om resten af 2020 og giver fortsat ikke forventninger til året.
Forventningerne blev suspenderet 20. marts på grund af den uvished, som udbruddet af coronavirus har skabt.

