Erhverv

Medie: Tre danske selskaber blokerede Norwegians redningsplan

Danske Bank, PFA og Lundbeckfonden ville ikke stemme for kriseplan hos Norwegian, skriver Dagens Næringsliv.

Foto: Finn Frandsen

Norwegian meldte fredag aften ud, at det ikke var lykkedes at samle opbakning blandt nok kreditorer til den redningsplan, der skal sikre flyselskabets fremtid.

Ifølge den norske erhvervsavis Dagens Nærigsliv (DN) var det tre danske selskaber, som stemte imod og dermed i første omgang blokerede for planen.

Ifølge avisens oplysninger, der er baseret på kilder tæt på forhandlingerne, var det Danske Invest, ejet af Danske Bank, PFA Pension og Lundbeckfonden, som ikke stemte for redningsplanen.

De tre selskaber ejer ifølge avisen omkring en femtedel af en virksomhedsobligation - et lån - på 250 millioner euro svarende til 1,87 milliarder kroner.

De tre selskabers andel svarer til omkring 375 millioner kroner, som de har tilgode hos Norwegian.

Den pågældende obligation er en af fire, som skal nedskrives og veksles til aktier i Norwegian som en del af redningsplanen.

Det skal sikre Norwegian en bedre økonomi, som er en forudsætning for at få del i en hjælpepakke fra den norske regering, der anses som livsnødvendig for at holde selskabet oven vande.

For de tre øvrige obligationer var der flertal for redningsplanen blandt ejerne, men planen skulle stemmes samlet igennem for at blive en realitet, og med de tre danske nej-stemmer er den ikke på plads endnu.

Hverken Norwegian, Danske Invest, PFA Pension eller Lundbeckfonden har ønsket at kommentere historien over Dagens Næringsliv.

Norwegian meldte fredag aften ud, at forhandlingerne kører videre, og at man er fortrøstningsfuld i forhold til at lande en aftale senere i maj.

En anden forudsætning for, at få redningsplanen på plads, er, at Norwegians leasingselskaber, som en del af flyene er lejet hos, nikker ja til redningsplanen.

Fredag aften lød det fra Norwegian, at der var ”stærk støtte” blandt leasingselskaberne. Fristen for en løsning med leasingselskaberne har Norwegian sat til søndag.

Derudover skal aktionærerne give grønt lys til redningsplanen. Der er ekstraordinær generalforsamling mandag i Oslo, hvor der skal stemmes om Norwegians forslag.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også