Sådan spredte et kærlighedsbrev en virus, som kostede 100 milliarder kroner

Matrix-solbrillerne sidder som klemt i ansigtet på den unge mand, mens han maser sig igennem en menneskemængde bestående af fotografer og journalister. For munden holder han et hvidt stykke stof.

Ved siden af ham er hans søster udstyret med selvsamme briller og et stykke stof. De er begge på vej til pressemøde i den filippinske hovedstad Manila. Hele verdens opmærksomhed er rettet mod dem. Han dupper sveden af overlæben.

Kameraholdene står klar, da de to 23-årige træder indenfor i lokalet, hvor mødet bliver afholdt. Hovederne hænger tungt på dem, og deres tomme blikke er skamfuldt rettet mod bordet, de sidder ved, mens de knap nok ænser journalisterne.

»Han er ikke rigtig klar over, at de handlinger, han er blevet tillagt, faktisk er udført af ham. (...) Hvis du spørger mig, om han var klar over konsekvenserne eller ej, vil jeg sige, at det var han ikke,« siger Rolando Quimbo, den unge mands advokat.

Navnet på den unge mand er Onel de Guzman. Han er mistænkt for at være hjernen bag et større virusudbrud – ikke i den fysiske verden, men på internettet.

Pandemien fik sin spæde start d. 4. maj 2000 med en enkelt mail, men den skulle vise sig at vokse sig større end selv den mest smitsomme virus. Allerede det først døgn havde den spredt til flere millioner computere verden over. Og da den endelig var blevet inddæmmet, havde den kostet milliarder af dollars i skader.

Ofrene modtog en e-mail med en vedhæftet fil med titlen ”LOVE-LETTER-FOR-YOU”. Heri lå en kode, som slettede filer på computeren, stjal eventuelle kodeord til internettet og automatisk videresendte sig selv til samtlige kontakter tilknyttet e-mailadressen.

Året før havde en lignende virus ved navn Melissa ramt internettet og inficeret millioner af maskiner ved at bruge samme taktik. Modsat den virus, som spredte sig til 200 computer første dag, spredte den nye virus - døbt LoveBug - sig til hele 45 millioner computere verden over. Denne gang var det alvor.

På den anden side af Stillehavet i USA blev Michael Vatis, den daværende direktør for det nyoprettede statsorgan National Infrastructure Protection Center (NIPC), vækket tidligt om morgenen amerikansk tid d. 4. maj med nyheden om, at landet var ramt.

Organisationen, som hører ind under FBI, lod straks alarmen lyde. Verden var nu under angreb fra en »ny, løssluppen orme-virus kendt som Love Letter eller Lovebug«. De ansvarlige bag virussen skulle findes, og undersøgelser foretaget af amerikanerne fandt hurtigt frem til, at den stammede fra Asien. Nærmere sagt Hong Kong eller Filippinerne. Det fortæller Michael Vatis i et interview med CNN.

»På relativt kort tid identificerede vi personer i Filippinerne og søgte assistance hos det filippinske politi. (..) Kort tid derefter foretog de filippinske myndigheder en arrestering,« siger Michael Vatis, som i dag arbejder i et advokatfirma.

Det var efter sigende ganske nemt at finde frem til bagmanden. Trods koden lette spredning, var den ikke mere indviklet end som så. Hver maskine, virussen inficerede, fik kildekoden med sig. Det betød, at sikkerhedshullet hurtigt kunne blive lappet af it-eksperter.

Samtidig indeholdt kildekoden to e-mailadresser, som begge pegede mod Filippinerne, samt referencer til hackergruppen Grammersoft, som Onel de Guzman var del af.

Patient ’0’ blev derfor med det samme anset for at være Onel de Guzman, som på daværende tidspunkt studerede computervidenskab AMA Computer College i Manila. Politiet ransagede hans lejlighed, hvor de beslaglagde disketter og andet elektronisk udstyr – men de fandt hverken computer eller internetmodem. Kort tid efter blev Onel de Guzman anholdt in absentia, hvorefter han meldte sig selv.

Præcis 20 år senere, betragtes ’ILOVEYOU’ eller LoveBug-virussen fortsat som en af de mest omfattende, der nogensinde har ramt internettet. Da virussen først kom ud estimerede FBI den til at have kostet verdenssamfundet sammenlagt 10 mia. dollars i genoprettelse og tabt fortjeneste. Det svarer i dag til 100 mia. kr.

Nærmest alle var i fare for at blive ramt – og på sit højeste indeholdt 1 ud af 28 af alle e-mails sendt verden over LoveBug-virussen, skrev ComputerWorld. Også i Danmark skabte virussen problemer - bl.a. hos Folketinget, TV2, TDC og Energiministeriet, hvor it-systemerne bukkede under.

»Den havde enorm effekt. Den var i flere dage forsidenyheder verden over, hvilket man ikke havde oplevet før med computerangreb,« siger Michael Vatis til CNN.

»Folk fandt ud af, at det kunne ske for hvem som helst, som sad derhjemme eller på kontoret, og at den kunne lukke din computer ned og forstyrre dit arbejde.«

Mange vil måske mene, at en handling med så store konsekvenser for så mange millioner af mennesker og virksomheder verden over, ikke burde gå uset hen for domstolene.

Men det var alligevel det der skete – for Filippinerne havde på daværende tidspunkt ikke love, som var tiltænkt potentielle it-kriminelle som Onel de Guzman. På samme tid havde man ikke fundet direkte beviser på, at det var ham, som stod bag. Hverken ham eller potentielle medsammensvorne blev sigtet.

Den nu 44-årige LoveBug-skaber har siden hændelsen holdt sig fra mediernes søgelys. Men det er for nyligt lykkedes den undersøgende journalist og forfatter Geoff White fra BBC at få et interview i hus med den mediesky filippiner. Det er sket i forbindelse med arbejdet på hans kommende bog ’Crime Dot Com’.

Over for Geoff White indrømmer Onel de Guzman, at det var ham, som skabte virussen. Den var i første omgang kun rettet mod filippinske ofre, som han mødte i online-chatrum for at forsøge at stjæle kodeord til internetforbindelser i nærheden.

»Jeg forventede ikke, at den ville komme til USA og Europa. Det overraskede mig,« fortæller Onel de Guzman, som i dag driver et mobilværksted i den filippinske hovedstad Manila, hvor den britiske journalist opsporede ham til at befinde sig.

Han forklarer, hvordan han senere justerede kode og udnyttede et hul i Windows 95-styresystemet, så mailen automatisk blev sendt videre til samtlige kontakter i e-mail-programmet Outlook. Dernæst gav han virussen dens internationale titel.

»Jeg fandt ud af, at mange mennesker vil have en kæreste, de vil have hinanden, de vil have kærlighed – så jeg navngav den det,« forklarer Onel de Guzman.

Siden han stod frem til pressemødet i 2000, er der blevet spekuleret i, hvorvidt Onel de Guzman spredte computervirussen med vilje, eller om det i virkeligheden var en fejl, som han selv og hans advokat hævdede i sin tid.

Han fortæller i dag, at den første mail med LoveBug-virus blev sendt til en e-mailadresse i Singapore, hvorefter han tog ud og fik en drink med en ven.

Men det var først da hans mor fortalte ham, at politiet eftersøgte en hacker i Manila, at det gik op for ham, at han var årsagen til et globalt kaos. Det var i øvrigt hende, som gemte hans computerudstyr væk, før myndighederne ransagede deres hjem.

»Nogle gange finder jeg et billede af mig selv på internettet (..) Mine venner siger ’det er dig’. Jeg er en genert person, det vil jeg ikke have,« siger Onel de Guzman, som i dag fortryder at have skrevet computervirussen, der gjorde hans navn kendt.

Tilbage ved pressemødet i foråret 2000 læner den 24-årige Onel de Guzman sig hen til advokatens øre. Han udtaler sig ikke selv til pressen, men lader advokaten oversætte hans budskaber til engelsk. I sidste ende kom den nye computervirus blot fra en ung studerende, som ønskede fri adgang til internettet.

»Internettet er ment til som et værktøj til undervisning, så det burde være gratis,« udtaler Rolando Quimbo på vegne af Onel de Guzman, som efterfølgende bliver spurgt, hvorfor nogen overhovedet kunne finde på at slippe en virus som LoveBug løs:

»Det er med stor sandsynlighed bare ungdommelige begejstring. Hvem end, der gjorde det, må have gjort det ved et uheld,« svarer Onel de Guzman via advokaten.

Siden LoveBug-virus spredte sig i 2000 har der været et utal af computervirusser, som har spredt sig verden over. Disse har ikke ramt almindelige borgere på samme måde, som LoveBug gjorde, men de har haft store økonomiske konsekvenser.

Et af de seneste eksempler er ransomwaren Petya, der i 2017 lukkede systemer ned og kun ville lukke dem op, hvis der blev betalt en dusør. Mærsk var et af de selskaber, som blev ramt, og regningen for mistet omsætning og oprydningen lød efterfølgende på mellem 1,3 og 1,9 mia. kr.

Til trods for at e-mailfiltre og antivirus-software er blevet bedre til at opdage virusser og blokere dem i tide, er der stadig fare for, at vi alle kan blive ramt af en computervirus, mener Michael Vatis, som siden internettets unge dage har arbejdet med virusserne.

»Du kan opdatere dit styresystem, og du kan have de bedste e-mailfiltre i verden, men du kan ikke lukke sikkerhedshullet i form af den menneskelige hjerne,« siger han.