Fortsæt til indhold

DSV polstrer sig med milliarder mod udeblivende betalinger

Erhverv
/ritzau/FINANS

Transportvirksomheden DSV Panalpina har været rundt i de danske banker for at øge selskabets kreditfaciliteter, der nu er fordoblet til 7,5 mia. kr. Koncernen vil ikke havne i en situation, hvor den løber tør for penge under coronapandemien.

Det skriver Børsen.

DSV har i årets første tre måneder oplevet en stærkt negativ udvikling i godsvolumenerne, hvorfor selskabet torsdag lancerede en omfattende spareplan, der medfører fyringer af 3000 ansatte.

Og nu har transportvirksomheden garderet sig yderligere mod coronakrisen ved at åbne store kreditter i bankerne.

- Hvis nogle af kunderne ikke kan betale deres regninger, så er det rart at have en buffer, så vi hele tiden kan træffe de rigtige beslutninger, lyder det ifølge Børsen fra Jens H. Lund, der er finansdirektør i DSV Panalpina.

Med de nye aftaler på plads har DSV øget sin trækningsret hos sine bankforbindelser med cirka 500 mio. euro, så der nu er mulighed for at hæve godt 7,5 mia. kr.

- Vi vil ikke havne i en situation, hvor vi løber tør for penge, og så vil vi gerne sende et signal til vores stakeholdere om, at vi er godt organiseret og er en stærk partner, siger Jens H. Lund til Børsen.

DSV er dog langt fra det eneste selskab, der har forsøgt at sikre sig ekstra likvider under krisen.

I Nordea har man givet større virksomheder tilsagn om kreditfaciliteter for et samlet beløb på cirka 29 mia. kr., mens Danske Bank også har stillet et "pænt" tocifret milliardbeløb til rådighed, skriver avisen.

Artiklens emner
DSV