Fortsæt til indhold

Elon Musk tweets skar milliarder af Teslas værdi - nu har han sat huse til salg

Chefen for elbilproducenten har nu sat handling bag nogle af de ord, der strømmede ud fra hans Twitter-konto i fredags.

Erhverv

Elon Musk vil sælge de fleste af sine ejendele. Og han vil ikke eje nogen huse. Det var ét af de budskaber, der i fredags strømmede ud fra den Twitter-konto, som tilhører topchefen i elbilproducenten Tesla.

Og nu har Elon Musk sat handling bag ordene. Ifølge erhvervsmediet Bloomberg har Elon Musk nemlig sat to af sine huse i den amerikanske delstat Californien til salg. De to huse ligger i rigmandskvarteret Bel Air, og de er sat til salg for 39,5 mio. dollars, hvilket svarer til næsten 270 mio. kr.

Elon Musk købte de to huse i henholdsvis 2012 og 2013 for en samlet pris på 24 mio. dollars. Hvis de to huse bliver solgt, vil Elon Musk dog ikke helt kunne leve op til sit eget tweet endnu. Hans ejendomsportefølje bliver nemlig udgjort af flere huse end de to, der nu er sat til salg.

Tweetet om, at han næsten ikke ville eje noget, kom i en strøm af tweets, hvor Elon Musk også skrev, at han ville sælge sin ejendele for at få mere frihed, at han nu ville hellige sig jorden og Mars, og at hans kæreste, musikeren Grimes, var sur på ham.

Men det tweet, som trak mest opmærksomhed, var nok om Teslas-aktiekurs.

»Teslas aktiekurs er for høj efter min mening,« lød det fra Elon Musk.

Tweetet sendte Tesla-aktien ud i et dyk på mere end 10 pct., og dermed blev der skåret 95 mia. kr. af elbilproducentens markedsværdi.

Aktiekursen i Tesla er på trods af det store fald steget markant i år. Siden nytår er kursen steget med mere end 80 pct., men undervejs har der været store udsving. Tesla gik således ikke fri af den generelle nedtur på aktiemarkederne i marts.

Artiklens emner
Elon Musk