Fortsæt til indhold

Falck mister direktør midt i coronauvejr

En af de øverste direktører i redningskoncernen Falck har sagt sit job op for at indtage den allerøverste post i en anden dansk virksomhed.

Jakob Just-Bomholt, som har stået i spidsen for Falcks ambulance- og brandforretning, stopper i Falck. Foto: PR
Erhverv

En af Falcks nøglepersoner siger farvel til redningskoncernen efter at have fået tilbudt jobbet som adm. direktør i en anden virksomhed.

Jakob Just-Bomholt skal ifølge Falck være topchef i en stor, dansk virksomhed, men hvilken der er tale om er endnu ikke offentliggjort.

Jakob Just-Bomholt er Executive Vice President for forretningsenhederne Ambulance og Brand, som tilsammen årligt omsætter for ca. 8,5 mia. kr. Samtidig er han medlem af Falcks øverste ledelse og direktion. Han startede i Falck i 2017.

Før han kom til Falck, har Jakob Just-Bomholt haft forskellige direktør- og lederstillinger i bl.a. APM Terminals og Maersk Line.

Opsigelsen kommer kun få dage efter, at Falck præsenterede et kvartalsregnskab, som bød på svigtende indtjening primært pga. coronaudbruddet.

Dog ser Falcks adm. direktør Jakob Riis det ikke som afgørende for Falck, at en højt placeret direktør stopper.

»Det er altid ærgerligt at miste en dygtig direktør. Det ændrer dog ikke noget i forhold til planerne for vores brand- og ambulanceforretning. Hvor vi for 2,5 år siden stod i noget, der var en livstruende situation, er det nu et spørgsmål om at blive dygtigere og mere profitable,« siger han.

Jakob Riis tilføjer, at Falck selvfølgelig helst ville have ham med på holdet, men der er ikke tale om, at ambulance- og brandforretningen går i stå, fordi han stopper:

»Vi har en gruppe dygtige chefer under ham og planer, som vi nok skal få ført ud i livet.«

Indtil videre er Jakob Just-Bomholts ansvarsområde delt ud på fire chefer, der rapporterer direkte til Jakob Riis i stedet for til Jakob Just-Bomholt. Den største ændring bliver, at Lars Tue Toftild, som tidligere udelukkende var chef for den tyske ambulanceforretning, får ansvaret for ambulanceforretningen i hele Europa bortset fra Danmark.

Tiden vil ifølge Falck vise, om koncernen skal finde en afløser for Jakob Just-Bomholt, som afslutter en række opgaver og stopper i Falck i løbet af de kommende måneder.

Jakob Just-Bomholt får rosende ord med på vejen.

»Under Jakob Just-Bomholts ledelse har ambulanceforretningen gjort store fremskridt på vejen mod at blive en mere rentabel og strømlinet forretning i nøglemarkeder,« siger Jakob Riis i en pressemeddelelse.

Jakob Just-Bomholt siger selv om sine tre år i Falck, hvor ambulance- og brandforretningen er blevet fokuseret:

»Denne rejse har til tider været udfordrende og begivenhedsrig, men den har også været givende og med meget ny viden.«

Artiklens emner
Servicebranchen
Falck