- Opdateret 07/05/2020 kl. 14:03
Maersk Drilling nedjusterer og vil skille sig af med hundredvis af ansatte
Maersk Drilling vil skille sig af med mellem 150 og 170 medarbejdere til lands.
Det voldsomme fald i olieprisen rammer Maersk Drilling hårdere end tidligere ventet. Borerigselskabet har for anden gang i år sænket forventningerne og samtidig vil selskabet skille sig af med mellem 150 og 170 af ca. 780 medarbejdere til lands.
Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
»Med udbruddet af covid-19 og de lavere oliepriser står vi over for en hidtil uset virkelighed med betydelige konsekvenser for vores forretning. Vores ambition er at forblive en førende virksomhed i vores branche,« udtaler Jørn Madsen, der er adm. direktør i Maersk Drilling, i forbindelse med meddelelsen.
»For at sikre denne position er vi nødt til at tilpasse vores omkostningsstruktur til det nuværende miljø. Det betyder, at vi er nødt til at tage skridt til at reducere arbejdsstyrken, hvilket er uheldigt, ikke mindst i lyset af vores dygtige og dedikerede medarbejderes store indsats, også i de seneste kritiske måneder,« lyder det videre fra Jørn Madsen.
Meldingen om nedjusteringen og fyringsrunden på land kommer, efter at selskabet i slutningen af april meddelte, at den ville reducere sin bemanding i Nordsøen med 250-300 stillinger.
Maersk Drilling forventede oprindeligt, at selskabet ville lande et driftsresultat før særlige poster (EBITDA) i intervallet 400-450 mio. kr. Denne forventning holdt frem til den 20. marts, hvor Maersk Drilling nedjusterede forventningerne til et driftsresultat til niveauet 325-375 mio. kr.
Denne nedjustering kom, efter at olieprisen i den første del af marts var dykket voldsomt.
Siden nytår er spotprisen på olie fra Nordsøen faldet med mere end 51 pct., og olie- og gasselskaber har nu skåret så meget i deres investeringer, at Maersk Drilling nu venter et driftsresultat mellem 250 og 300 mio. kr.
Den faldende oliepris er tydeligt slået igennem på aktiekursen i Maersk Drilling. Siden årsskiftet er kursen faldet med mere end 66 pct.