Fortsæt til indhold

Nintendo leverer største overskud i ni år takket være coronakrisen

Salget af spilkonsollen Switch og det nye spil "Animal Crossing" har sikret Nintento rekordstigning i overskuddet. Overskuddet blev i årets første tre måneder tredoblet i forhold til sidste år.

Nintendo har nydt godt af, at store dele af verdens befolkning har været beordret til at blive hjemme, og skolerne har været lukket. Overskuddet er tredoblet i første kvartal i forhold til samme periode sidste år. Foto: Oliver Berg/picture-alliance/dpa/AP Images
Erhverv

Isolation og karantæne har været en god forretning for japanske Nintendo. Salget af spil og den nyeste spilkonsol Switch har slået alle rekorder de seneste måneder.

Torsdag offentliggjorde spilselskabet sit regnskab for det seneste år, og det viste, at overskuddet landede på 3,3 mia. dollars, hvilket er en stigning på 41 pct. i forhold til året før, og det højeste i ni år. Og alene i de seneste tre måneder er overskuddet i kvartalet tredoblet i forhold til samme kvartal sidste år. Det skriver CNN.

Salget blev i høj grad drevet af spilsuccesen Animal Crossing: New Horizons, et spil der foregår på en utopisk ø. Nintendo solgte mere end 13 mio. eksemplarer af spillet i de første seks uger efter lancering.

Animal Crossing og den hardware, den kører på, Nintendo Switch-spilkonsollen, har været meget efterspurgt, siden befolkninger over hele verden er blevet indendørs på grund af nedlukning og udgangsforbud i bestræbelserne på at stoppe spredningen af coronavirus.

Spilkonsollen Switch blev lanceret i 2017, men i de seneste uger har den været udsolgt på rigtig mange hjemmesider, og Nintendo har haft problemer med at følge med.

Allerede tilbage i februar ved virussets udbrud kunne Nintendo se tidlige tegn på forsyningsproblemer - nedlukninger i Kina førte til komponentmangel og leverancer til hjemlandet, Japan, blev mødt af flaskehalsproblemer.

Men på trods af leveringsproblemer og flaskehalse så har selskabet solgt mere end 21 mio. enheder af spilkonsollen ifølge CNN, og det er en stigning på 21 pct. fra året før.

Også spilene Pokémon Sword og Pokémon Shield, der blev frigivet sidste år, har været en salgssucces og skæpper godt i kassen.

Trods det gode salg forventer Nintendo dog en lavere indtjening for regnskabsåret 2020/2021. Det skyldes bla. forsinkelse i udvikling af nye spil, da store dele af selskabets software-ansatte har været sendt hjem under coronakrisen.

Nintendo har hovedsæde i Kyoto, men spilkonsollerne produceres i Vietnam og flere komponenter hentes i Kina.

Artiklens emner
Nintendo