Fortsæt til indhold

Nordens største barkoncern står til en sommer uden gæster

Ifølge Adam Falbert, der står bag landets største bar- og natklubkoncern Rekom Group, er det umuligt at vurdere, hvornår det er forsvarligt at genåbne nattelivet.

Adam Falbert, topchef i Rekom Group, der er Nordens største nattelivskoncern. Arkivfoto
Erhverv

Nordens største barkoncern, Rekom Group, er blandt de danske virksomheder, som efter alt at dømme skal forberede sig på en sommer uden omsætning og festglade danskere i nattelivet.

Det står klart efter, at regeringen fredag morgen fremlagde den foreløbige plan for de kommende to faser af Danmarks genåbning.

Ifølge selskabets topchef, Adam Falbert, der på få år har opbygget sit eget barimperium og står bag kendte koncepter som A-Bar, Heidi’s Bier Bar, Den Glade Gris og Hornsleth Bar, var det forventeligt, at nattelivet ikke er en del af den genåbning, som regeringen har sat i gang allerede fra mandag den 11. maj.

»Efter min overbevisning er præmissen i nattelivet, at man er tæt på hinanden. Danskerne tager ud for at more sig sammen og være tæt på hinanden. Derfor mener jeg også, at det er urealistisk, hvis vi skulle åbne i næste uge eller med samme restriktioner som eksempelvis folkeskolerne. Nu har vi fået en mellemtid, og det er godt. Men det er umuligt for mig at vurdere, om det så lige er til august, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne,« siger han.

Ifølge Rekom Groups seneste regnskab for 2019, som endnu ikke er offentliggjort, omsatte virksomhedens danske afdeling sidste år gennemsnitligt for mellem 2-3 mio. kr. om dagen. Dermed kan hver enkelt lukket dag også mærkes hos koncernen. Præcis hvor mange penge selskabet eller den danske afdeling taber i forbindelse med coronakrisen, ønsker Adam Falbart dog ikke at udtale sig om.

»Vi har en stærk økomini, der gør, at vi kan holde os i gang i relativt lang tid. Men det er klart, at de mange penge vi brænder af nu, kommer til at påvirke forretningen fremover. Derfor er det også altafgørende, at regeringens hjælpepakker forlænges for os, der nu ser ud til først at kunne åbne i sidste fase og derved er tvunget nedlukket i over et kvart år,« siger Adam Falbert og opfordrer til, at regeringen ser på både tidshorisonten og indholdet af de eksisterende hjælpepakker.

I øjeblikket er samtlige af virksomhedens i alt 2.500 danske ansatte sendt hjem samtidig med, at koncernen har lukket sine 90 barer og diskoteker på ubestemt tid.

»Det sværeste bliver, at holde medarbejderne og virksomheden motiveret indtil, at vi kan åbne igen. Det ser jeg som den største udfordring for os, som først er en del af den fjerde genåbningsfase. Det kræver disciplin at holde sin virksomhed topmotiveret og i god form helt frem til åbningen og kan blive afgørende for, om man klarer sig gennem krisen eller ej,« siger han.

Ifølge barejeren har Rekom Group bl.a. afholdt forskellige online-foredrag, morgentræninger og spørgerunder, hvor det har været muligt for medarbejderne at tale sammen om hjemsendingen, hvilket ifølge topchefen har fungeret godt.

Statsminister Mette Frederiksen udtalte torsdag, at værtshuse - modsat barer og diskoteker - allerede kan se frem til en genåbning fra mandag den 18. maj. En genåbning, som Adam Falbart følger tæt.

»Jeg er spændt på at se, hvilke foranstaltninger de skal åbne under, og hvem der kan få lov at åbne. Hvis det eksempelvis også dækker over barer, der har store dansegulv og lignende mener jeg, at det er urealistisk at åbne så tidligt. Derfor håber jeg heller ikke, at regeringens retningslinjer er fortænkte og urealistiske,« siger han.

Artiklens emner
Rekom
Adam Falbert