Erhverv

Arnold Busck genåbner ikonisk forretning efter konkurs

27. april måtte boghandlerkæden meddele, at den var gået konkurs som følge af corona. Nu genåbner én butik.

Arkivfoto

Boghandlerkæden Arnold Busck genåbner sin butik i Købmagergade i København. Det sker lørdag 9. maj. Det skriver Arnold Busck i en pressemeddelelse.

- Butikker har det bedst med at holde åbent. Sådan er det også for den 124 år gamle Arnold Busck i Købmagergade, står der i meddelelsen.

Det tilføjes, at butikken genåbner, ”selv om Covid-19 (sygdommen, der følger af coronavirus, red.) var tæt på at tage livet af den gamle herre”.

Det vides endnu ikke, om flere butikker følger efter. Men kuratorerne ”arbejder på højtryk med at få Arnold Busck til at leve videre i relevante sammenhænge”, lyder det.

Det er ellers ikke meget mere end en uge siden, at boghandlerkæden meddelte, at man måtte indgive en konkursbegæring.

Den i forvejen slunkne pengekasse kunne ikke holde til den nedlukning, som Folketinget har indført for at afbøde coronavirus i Danmark, meddelte boghandlen.

Arnold Busck havde indtil da 29 butikker landet over.

Kædens butikker har været ned helt eller delvist siden midten af marts, og medarbejdere har været sendt hjem.

Enkelte butikker har kunnet holde åbent under coronakrisen. Men det var altså ikke nok, til at Arnold Busck kunne klare sig gennem krisen.

I forbindelse med åbningen af den ene butik understreges det i pressemeddelelsen, at personalet i København vil stå klar til at tage imod kunderne, og at de glæder sig til gensynet.

Om det lykkes at få genskabt Arnold Busck andre steder i landet, er dog endnu for tidligt at spå om:

- Men der er ingen tvivl om, at såvel butikker som varer har det bedst med at være tæt på kunderne, skriver kæden i meddelelsen.

Bogkæden har en lang og hæderkronet historie i Danmark, hvor butikken i Købmagergade har været en del af gadebilledet siden 1896.

BRANCHENYT
Læs også