Erhverv

Klaus Riskærs cannabis-klinik erklæret konkurs

Finansmanden Klaus Riskær Pedersens drøm om at lancere en række cannabis-klinikker er nu endegyldigt slut.

Klaus Riskær Pedersen har været gennem adskillige økonomiske op- og nedture. Men han har altid forsøgt at rejse sig igen. Foto: Joachim Ladefoged

Den kendte danske erhvervsmand og iværksætter Klaus Riskær Pedersen fik ikke opbygget en kæde af cannabis-klinikker, der kunne være med til at genskabe hans engang svulmende formue.

I sommeren i fjor lukkede den eneste af Klaus Riskærs klinikker. Siden har selskabet bag, Smerteklinikkerne ApS, været under likvidation, og nu er det taget under konkursbehandling i Sø- og Handelsretten.

Klaus Riskær Pedersen nåede kun at have en cannabisklinik i halvandet år, før den måtte lukke. Klinikken, der lå i Riskær-familiens ejendom på Gl. Strand i København, gav underskud, og da pengene slap op, sagde man stop.

Det fortalte en af de tilknyttede læger, Søren Søfelt, i oktober sidste år til Politiken.

»Det har vist sig ikke at være så god en forretning. Efterhånden som startkapitalen er blevet brugt op, er vi blevet enige om at lukke ned,« sagde Søren Søfelt.

Hovedaktionæren i Smerteklinikkerne ApS var Riskær Pedersen-familiens selskab Reboot International. Derudover havde en række andre investorer, heriblandt flere læger, skudt penge i foretagendet.

De penge er nu tabt.

Målet med smerteklinikkerne, som skulle ligge fem forskellige steder i landet, var at tilbyde medicinsk cannabis på abonnement. For 995 kr. om måneden fik man ret til en månedlig konsultation og en fornyelse af sin recept.

Men antallet af abonnenter var slet ikke nok til at få forretningen til at løbe rundt. I det første og eneste regnskabsår fik Smerteklinikkerne ApS et underskud på 2,9 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også