AGF-ikon involveret i oliekonkurs
Lars Windfelds selskab Titus Olie og Gas A/S er gået konkurs. Selskabet formidler investeringer i amerikansk olie og naturgas.
Lars Windfeld nåede at spille knap 200 Superliga-kampe for AGF. En klub, hvor han også en årrække var direktør.
Ligesom han er kendt for at være en ud af kun 11 spillere gennem tiden, der har fået topkarakteren 10 hos det franske medie L’Equipe. Det skete i en kamp mod Nantes i 1997 og fik Windfeld ind på liste, der også tæller navne som Messi, Neymar og Lewandowski.
De seneste år har den tidligere AGF’er været aktiv inden for investeringer i olie og naturgas i USA med kontor både i Danmark og Texas.
Men nu er det selskab, hvor Windfeld var hovedaktionær med en ejerandel på 67 pct., gået konkurs.
Selskabet Titus Olie og Gas A/S, der har slået sig op på at være en af Danmarks førende udbydere af investeringer i olie og naturgas, er således taget under konkursbehandling.
Ifølge advokat Søren Christensen Volder fra Bech-Bruun, der er kurator i konkursboet, fungerede Titus Olie og Gas som administrationsselskab for investeringsprojekter i olie- og naturgasfelter i USA.
Kuratoren angiver det nærmest kollapsede oliemarked som årsag til konkursen.
»Man skal nok ikke være analytiker for at regne ud, at oliemarkedets udvikling har taget hårdt på selskaber, der investerer i det marked,« siger Søren Christensen Volder med henvisning til, at den amerikanske WTI-olie i år har mistet næsten 60 pct. af sin værdi.
Finans arbejder på at få en kommentar fra Lars Windfeld til konkursen. Han er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne. Når man ringer til selskabet, er der heller ikke meget at komme efter.
»Du har ringet til Titus Olie og Gas A/S. Virksomheden er midlertidigt lukket. Der vil komme information snarest,« lyder det i en automatisk talebesked.
Den udtrådte direktør i Titus Olie og Gas, Thomas Hansen, har ingen kommentarer. Hverken til konkursen eller til, at han for nylig er udtrådt af direktionen i 14 selskaber, der bærer Titus-navnet.
Disse selskaber er enkeltstående og fungerer ifølge kurator Søren Christensen Volder som en slags investeringsforeninger, hvor Titus Olie og Gas så har været selskabet, der formidlede og administrerede projekterne.
Titus Olie og Gas har i de seneste fire offentliggjorte regnskaber haft overskud. Indtjeningen toppede i 2017 med et overskud efter skat på 1,7 mio. kr.
Selskabet beskæftigede ifølge det seneste regnskab seks personer.

