Kendt dansk højttalerproducent er erklæret konkurs

Højttalerproducenten Libratone er erklæret konkurs.

Kurator i Libratone Anders Hoffmann Kønigsfeldt håber, at det vil lykkes konkursboet at sælge virksomheden videre i løbet af kort tid. Foto: PR

Den kendte danske højttalerproducent Libratone er erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten, fremgår det af en meddelelse i Statstidende.

Virksomheden blev stiftet i 2009 af Tommy Andersen, Søren Louis Pedersen og Jes Mosgaard, men i 2014 blev den solgt til en kinesisk investorgruppe.

Virksomheden har aldrig tjent penge, og særligt de seneste år er underskuddene accelereret.

Alene i 2018 tabte Libratone 136 mio. kr. før skat. Året forinden lød underskuddet på 128 mio. kr., og egenkapitalen var negativ ved indgangen til 2019 med over en halv mia. kr.

Virksomheden blev erklæret konkurs den 6. maj, og det er advokat Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra Bech-Bruun, der er indsat som kurator i konkursboet.

Han fortæller, at virksomheden opretholder et nødberedskab, mens konkursboet forsøger at sælge forretningen videre.

»I øjeblikket forsøger at vi at sælge virksomheden og vi har flere mulige købere. Vi håber på at kunne gennemføre en hurtig salgsproces, så virksomheden er solgt inden for de næste par uger,« siger han.

»Vi tror, at virksomheden vil overleve,« tilføjer han.

Anders Hoffmann Kønigsfeldt vil ikke ud med, hvem der er interesseret i at købe Libratone.

»Lige nu taler vi med alle og sporer os ind på, hvem der er mest seriøs, men kan være alt fra konkurrenter til investorer, der ønsker at investere i virksomheden og bygge den op igen,« siger han.

Virksomheden har ifølge kuratoren 17-20 medarbejdere i ind- og udland, men kun en håndfuld er på arbejde for at kunne supportere kunder, mens konkursboet forsøger at sælge virksomheden.

Anders Hoffmann Kønigsfeldt har endnu ikke noget overblik over aktiver og passiver i selskabet. Årsagen til konkursen skal ifølge kuratoren findes i, at der er blevet investeret massivt i selskabet under de kinesiske ejere.

Derefter har ledelsen gennemført en turnaround for at få sorte tal på bundlinjen igen.

»Som jeg forstår det, var ledelsen nærmest i mål, men så kom covid-19 på tværs, og det skabte problemer både i Danmark og i Kina, og derfor valgte selskabet at begære sig selv konkurs,« siger Anders Hoffmann Kønigsfeldt.

BRANCHENYT
Læs også