Erhverv

ATP om nødhjælp til Bang & Olufsen: »Denne opbremsning er kommet på et særdeles uheldigt tidspunkt.«

Storaktionæren ATP tror, at Bang & Olufsen overordnet er på rette vej i forhold til strategien.

Claus Wiinblad er vicedirektør og aktiechef i ATP. Foto: Stine Bidstrup

Bang & Olufsen har brug for 400 mio. kr. for at komme igennem coronakrisen. Det pressede selskab har allerede fået tilsagn fra de største investorer, og på en ekstraordinær generalforsamling vil bestyrelsen hente accepct fra aktionærerne til den garanterede aktieemission.

ATP sidder i dag på lidt over 12 pct. af aktierne i B&O, og den danske pensionskæmpe deltager i aktieemissionen.

»Vi tror, at det er den rigtige investeringsbeslutning at tilføre B&O nye penge, når man ser på den strategiske fremdrift,« siger Claus Wiinblad, der er vicedirektør og aktiechef i ATP, og fortsætter:

»Der har været nogle operationelle problemer, men når vi ser på den strategiplan, der er i B&O, mener vi, at selskabet er på rette vej. Vi tror, at de er i gang med de rigtige ting, men at denne opbremsning er kommet på et særdeles uheldigt tidspunkt.«

Så det er ikke at kaste gode penge efter dårlige?

»Det mener vi ikke, at det er. Ellers ville vi ikke investere,« siger Claus Wiinblad.

Hvordan kan B&O blive en god forretning og dermed en god investering for jer?

»B&O har fået tilpasset omkostningerne, og nu er kernen, hvilken toplinje selskabet kan få skabt i de kommende år,« siger Claus Wiinblad.

Men er det ikke blevet mere usikkert nu med coronakrisen, hvor der er tvivl om, hvorvidt økonomien udvikler sig som et V-, U eller W, og dermed hvordan forbruget udvikler sig?

»Det er vigtigt at have de langsigtede briller på, og selv i et mere negativt scenarie lyder det fra B&O, at man vil have likviditet til at drive selskabet videre,« siger Claus Wiinblad.

Hvor meget har I tabt på B&O?

»Den opgørelse kan man lave på et hav af forskellige måde, og det har jeg ikke lyst til at komme med et tal på,« siger Claus Wiinblad.

Hvor tæt har I været på at sige nej?

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til.«

Der er sikkert nogen, der tænker, at I ikke trækker stikket, fordi I så vil ende op i en form for skurkerolle?

»Vi laver investeringsmæssige beslutninger. Det er vores opgave,« siger Claus Wiinblad.

Hvor går smertegrænsen for jer?

»Selvfølgelig er der en smertegrænse. Men den kan man ikke definere på forhånd. Det handler om at træffe den rigtige beslutning i den givne situation,« fastslår Claus Wiinblad.

BRANCHENYT
Læs også