Mærsk venter stor coronanedgang: »2020 er utvivlsomt et udfordrende år«
A.P. Møller-Mærsk venter et fald i de samlede volumener på 20-25 pct. og melder om fortsat lav sigtbarhed.
A.P. Møller-Mærsk har sejlet i oprørt hav siden februar pga. den nye coronavirus, og der er ikke udsigt til, dønningerne bliver mindre i den kommende tid. I andet kvartal venter den danske shipping- og logistikkoncern således, at volumenerne vil falde kraftigt på tværs af de enkelte forretningsben. Det oplyser Mærsk i sit regnskab for årets første kvartal.
»Sigtbarheden forbliver lav i andet kvartal i 2020 grundet Covid-19 pandemien. Vi fortsætter med at servicere vores kunder og opretholde deres forsyningslinjer, men eftersom den globale efterspørgsel fortsat er signifikant påvirket af pandemien, forventer vi et fald i de samlede volumener muligvis i størrelsesordenen 20-25 pct.,« udtaler Søren Skou, der er adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk, i forbindelse med regnskabet.
»2020 er utvivlsomt et udfordrende år, men eftersom vi konstant tilpasser os efterspørgslen og fortsat viser fremgang i vores transformation og finansielle resultater, så er vi godt rustede til at ride stormen af,« lyder det videre fra Søren Skou.
På trods af coronakrisen formåede Mærsk at gå en anelse frem på toplinjen i årets første tre måneder. Omsætningen steg fra 9.540 mio. dollars i første kvartal i fjor til 9.571 mio. dollars (65,7 mia. kr.). Det var samtidig bedre end forventet blandt selskabets analytikere.
Og det var ikke kun på toplinjen, at Mærsk klarede sig bedre igennem kvartalet end ventet. Driftsresultatet på både EBITDA- og EBIT-niveau endte bedre end ventet i kvartalet.
»I årets første kvartal leverer A.P. Møller-Mærsk endnu en gang profitabel vækst. Det stærke resultat kommer i et kvartal, hvor vi har oplevet væsentlige stigninger i brændstofpriserne som følge af industriens skift til skibsbrændstoffer med lavt svovlindhold, og samtidig ser vi en tilbagegang i den globale handel som følge af lock downs i de fleste regioner,« siger Søren Skou.
Bundlinjen var også bedre end ventet. Analytikerne havde på forhånd ventet et resultat på 151 mio. dollars, men Mærsk kom igennem kvartalet med et overskud på 209 mio. dollars (1,4 mia. kr.).
»A.P. Møller-Mærsk har aflagt et kvartalsregnskab, som er noget bedre end forventningerne. Den reelle styrkeprøve kommer i det indeværende kvartal, hvor global nedlukning for alvor vil trække økonomiske tænder ud af maskinrummet,« skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom hos onlinebørsmægleren Nordnet, i en kommentar til regnskabet.
A.P. Møller-Mærsk suspenderede i marts sin guidance for året. Indtil da havde selskabet ventet, at EBITDA ville ende på 5,5 mia. dollars før omkostninger i forbindelse med omstrukturering og integration.
På grund af den nuværende situation med corona er Mærsk ikke kommet med en opdateret guidance i forhold til EBITDA. Men Mærsk venter altså et stort fald i volumenerne i andet kvartal, og for Ocean-divisionen ventes væksten at være »på linje med eller lidt lavere« end markedet som helhed.
Mærsk venter, at væksten for det globale containermarked i 2020 vil være negativ.
| A.P. Møller-Mærsk (mia. kr.) | 1. kvartal 2020 | 1. kvartal 2019 | Hele 2019 |
|---|---|---|---|
| Omsætning | 65,8 | 65,6 | 268 |
| Driftsindtjening | 10,5 | 8,5 | 39 |
| Overskudsgrad | 15,9 pct. | 13 pct. | 14,7 pct. |

