Direktionsmedlem forlader transportselskab
Bestyrelsen i NTG har med omgående virkning opsagt samarbejdet med Mikkel Fruergaard.
Direktionsmedlemmet Mikkel Fruergaard er fortid i transportvirksomheden NTG.
I en fondsbørsmeddelelse har formand Eivind Kolding søndag meddelt, at samarbejdet med koncerndirektøren er ophørt med øjeblikkelig virkning.
»Bestyrelsen for NTG Nordic Transport Group A/S (“NTG”) har med virkning fra i dag besluttet at afbryde kontrakten mellem NTG og Mikkel Fruergaard, da grundlaget for et gensidigt fordelagtigt samarbejde ikke længere anses for at være til stede,« skriver Eivind Kolding i fondsbørsmeddelelsen.
Mikkel Fruergaard havde i koncernledelsen ansvaret for området Air & Ocean.
Den 1. maj i år fik han ny topchef, da Mikkel Larsen tiltrådte som adm. direktør. En post han blev officielt udpeget til den 19. marts i år. Indtil da kørte Mikkel Fruergaard parløb med Jesper Petersen som topledelse i NTG, men bestyrelsen ønskede en organisation med én ansvarlig topchef.
Efter at have taget et skridt ned organisatorisk forlader han nu helt transportvirksomheden, som efter eget udsagn er et af de hurtigst voksende logistikselskaber i Norden.
»Bestyrelsen ønsker at takke Mikkel Fruergaard for hans værdifulde bidrag til NTG, siden han tiltrådte NTG i 2016, ikke mindst for hans førende rolle i den vellykkede notering af NTG sidste år,« skriver Eivind Kolding i fondsbørsmeddelelsen.
NTG oplyser, at der ikke er udpeget en efterfølger, men at der »er truffet nødvendige skridt for at sikre det«. Samtidig oplyser koncernen, at den langsigtede strategi for forretningsområdet Air & Ocean ikke er ændret.
NTG blev etableret i 2011 og købte i 2015 Itella Logistics. Virksomheden blev børsnoteret i 2019.

