Erhverv
BREAKING

Thai Airways på vej i skifteretten

Thai Airways står truende tæt på en konkurs. Nu skal en større rekonstruktion redde flyselskabet.

Thai Airways har kæmpet med underskud og en tyngende gæld, der nu har bragt selskabet på randen af konkurs. AP Photo/Michael Probst, File

Flyselskabet Thai Airways, der også flyver fra København og hvert år bringer tusindvis af feriehungrende danskere til Thailand, kæmper en desperat kamp for at undgå et kollaps.

Thai Airways har gennem flere år været økonomisk nødlidende, men coronakrisen har skubbet flyselskabet det sidste stykke ud over kanten.

Ifølge Financial Times er selskabets sidste udvej nu at gennemgå en større rekonstruktion, der vil medføre en kontrolleret konkurs, så selskabet kan leve videre.

Helt konkret er Thai Airways, der har den thailandske stat som hovedaktionær, på vej i skifteretten for at gå i betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion. Med sig under armen har flyselskabet en aftale med sine kreditorer, lyder det.

Thais Airways har kørt med røde tal på bundlinjen gennem en årrække. Sidste år kom flyselskabet ud med et underskud på 12 mia. baht, hvilket svarer til omkring et minus på 2,6 mia. danske kroner.

I 2018 lød underskuddet på 11,6 mia. baht.

Thai Airways forventer at miste 18 mia. baht i første halvår af 2020 som følge af coronakrisen, der har lammet den internationale flytrafik. Beløbet svarer til knap 3,9 mia. danske kroner.

Den thailandske regering havde oprindeligt planlagt, at en større hjælpepakke på samlet 54 mia. baht, svarende til 11,6 mia. danske kroner, skulle agere økonomisk åndedræt til flyselskabet, men den plan er nu droppet som følge af planerne om en kontrolleret konkurs.

BRANCHENYT
Læs også