Rival overtager 14 Arnold Busck-butikker: Men navnet kommer ikke med
Bog & Idé overtager en del af resterne af den konkursramte bogkæde Arnold Busck, skriver Børsen.
Store del af den konkursramte bogkæde Arnold Busck er blevet overtaget af rivalen Bog & Idé.
14 af de konkursramte butikker er opkøbt, det samme er varelageret og inventaret. Det fortæller Marianne Lyngby Pedersen, adm. direktør i Indeks Retail, selskabet bag Bog & Idé, til Børsen.
»Bog & Idé har længe haft en ambition om at øge vores markedsdækning, og med opkøbet af de nye butikker dækker vi markedet endnu bedre. Nu glæder vi os til at byde velkommen til en masse nye kunder og en masse nye kollegaer, der alle deler vores passion for bøger,« siger hun til Børsen.
De 14 butikker, omkring halvdelen af de butikker, der blev drevet under Arnold Busck-navnet, skal nu køre videre under Bog & Idés navn.
For brandet Arnold Busck følger ikke med.
»Vi bød på rettighederne til brandet, men vi bød ikke højt nok, så det er der en anden, som har købt til en højere pris end os. Det er vi spændt på at se, hvem er,« siger Marianne Lyngby Pedersen til Børsen.
Det er senere kommet frem, at JP/Politikens Hus har købt rettighederne til Arnold Busck-brandet og Danmarks største boghandel på Købmagergade i København.
Arnold Busck måtte i slutningen af april gå konkurs, da pengekassen var blevet tom. Folketingets hjælpepakker var ikke nok til at holde live i bogkæden, der har været ramt af store underskud grundet fejlslagne it-systemer.


