Madspildsiværksættere får Oprah og Katy Perry som investorer
Det amerikanske techfirma Apeel Sciences, hvis plantebaserede belægning bliver brugt i danske supermarkeder til at forhindre madspild, er klar til at ekspandere med to berømte kvinders penge i ryggen.
Kendisbarometeret bonger ud hos den californiske startup Apeel Sciences, der arbejder på at udvikle teknologi til at forhindre madspild verden over.
Under den seneste kapitalrejsning er både Oprah Winfrey og Katy Perry er kommet med i investorkredsen, skriver The Guardian.
Apeel Sciences har udviklet en smagløs, spiselig og ufarlig belægning lavet af plantemateriale, der sprøjtes på letfordærvelige afgrøder som avokado og citroner. Laget af plantemateriale skulle ifølge selskabet sørge for, at fødevarerne forbliver modne i dobbelt så lang tid.
Nu har Apeel Sciences rejste 250 mio. dollars, svarende til 1,7 mia. kr., som skal bruges til blandt andet at ekspandere. Pengene skal også bruges på bedre at kunne modvirke madspildet i de globale logistikkæder, der i øjeblikket er hårdt udfordret af coronakrisen.
Sidste år blev det EU-godkendte produkt taget i brug i Europa, hvor store supermarkedskæder i Tyskland og Danmark ifølge The Guardian tog produktet til sig.
For Danmarks vedkommende er det Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex, som begyndte at teste teknologien i december sidste år.
Globalt går næsten en tredjedel af de fødevarer, der bliver produceret, til spilde hvert år.
Apeel Sciences blev stiftet i 2012 med økonomisk hjælp fra Bill and Melinda Gates Foundation..


