Erhverv

Dansk bilarving er død

En af ejerne af Semler Gruppen er død.

Sammen med en række andre familiemedlemmer var Jesper Mourier arving til Danmarks største bilkoncern, der står for importen af VW, Audi, Seat, Skoda og Porsche i Danmark. Foto: Adam Glanzman/AP

Den danske erhvervsmand Jesper Mourier, der var en af ejerne bag bilkoncernen Semler Gruppen, er død 69 år gammel.

Det skriver Motormagasinet.

Jesper Mourier var i mange år en del af Semler-koncernen, som har gjort de to ejerfamilier til nogle af landets rigeste. Han døde torsdag den 21. maj på Rigshospitalet.

»Han gennemgik en hjerteoperation, som han overlevede, men beklageligvis gik iltningsmaskinen i stykker under operationen, og Jesper døde ulykkeligvis som følge af de komplikationer, som dette medførte,« skriver direktionen i Semler Gruppen i en e-mail, ifølge Motormagasinet.

Sammen med en række andre familiemedlemmer var Jesper Mourier arving til Danmarks største bilkoncern, der står for importen af VW, Audi, Seat, Skoda og Porsche i Danmark.

Bag Semler-imperiet står cirka et halvt hundrede efterkommere af stifterne Axel og Johannes Semler, der i 1917 lagde grundstenen til koncernen med stiftelsen af Skandinavisk Motor Co.

Men den nu afdøde Jesper Mourier havde ikke kun benzin i blodet. Sammen med Rene Mourier og Lars Erik Nielsen - der også ejer en del af Semler Gruppen - var Jesper Mourier i sin tid med til at stifte vandflyselskabet Maldivian Air Taxi.

Den virksomhed solgte trioen i 2013 til kapitalfonden Blackstone. Salget indbragte dem op mod 1 mia. kr.

Fætrene beholdt dog 10 pct. af selskabet, og det sikrede dem yderligere en trecifret milliongevinst, da Maldivian Air Taxi nogle år senere blev solgt videre til et konsortium ledet af Bain Capital.

BRANCHENYT
Læs også