Erhverv

Rig dansk fisker har fyldt kassen igen

Kassen blev drænet, da Gullak Arngrimsson Madsen efter intern ballade købte medejer ud. Nu hiver han igen store beløb i land.

Milliardæren Gullak Madsen købte i foråret 2017 sin mangeårige partner, Ole Nattestad, ud af Rederiet Ruth. Foto: Gorm Olesen.

En opsigtsvækkende strid i et Danmarks største rederier kostede Gullak Arngrimsson Madsen sin status som milliardær.

Nu er pengekassen for alvor fyldt op igen, efter at storfiskeren fra Hirtshals har solgt fiskekvoter for et trecifret millionbeløb.

Gullak Arngrimsson Madsen står bag Rederiet Ruth, som han ejer via holdingselskabet GTM Holding ApS. Her var der sidste år et overskud efter skat på 128 mio. kr., viser et nyt regnskab.

Året før hev den velhavende fisker 242 mio. kr. i land.

De store overskud skyldes især, at Gullak Arngrimsson Madsen har været flittig til at sælge ud af sine fiskekvoter. Han sidder i dag på cirka 10 pct. af de samlede danske fiskekvoter til en værdi af 800 mio. kr.

Indtil for få år siden havde Gullak Arngrimsson Madsen en partner, Ole Nattestad, som oprindeligt skulle have overtaget Rederiet Ruth fra den aldrende stifter.

Men intern ballade om et generationsskifte betød, at Ole Nattestad under stor dramatik blev opsagt som skipper og forment adgang til rederiets skibe.

Ole Nattestad forlangte herefter en gransking af rederiets regnskaber, sådan som en mindretalsejer kan gøre, når der er mistanke om, at noget er galt med.

Sagen endte med, at Gullak Arngrimsson Madsen købte sin tidligere partner ud for cirka 400 mio. kr. Det gav lavvande i kassen og medførte, at Rederiet Ruth solgte fiskekvoter for over 200 mio. kr.

Hele gevinsten blev sendt videre som udbytte til Gullak Arngrimsson Madsens holdingselskab.

I år forventer Gullak Arngrimsson Madsen et lavere resultat end i 2019. I hvert fald når man udelukkende kigger på fiskeridriften og ikke medregner salg af fiskekvoter.

»Det lavere driftsresultat forventes som følge af, at fiskeriet sker med mindre fartøj. I lighed med tidligere år er de usikre faktorer især knyttet til størrelsen på Rederiet Ruths fiskekvoter og priserne på landingerne samt de mulige konsekvenser af brexit,« står der i regnskabet for GTM Holding.

Gullak Arngrimsson Madsen kom til Danmark fra Færøerne i 1988, hvor han købte en forholdsvis lille fiskerbåd og etablerede sit rederi. I dag bedriver Rederiet Ruth kombineret trawl- og notfiskeri.

Den erfarne storfisker figurerer ikke længere på listen over Danmarks 100 rigeste, men den samlede formue i hans rederi og holdingselskab nærmer sig igen 1 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også