Norwegian lider: Præsenterer nyt milliardunderskud
Det norske flyselskab kom ud af årets første tre måneder med et underskud på 3,3 mia. norske kr.
Helt som ventet har coronakrisen gjort rigtig ondt på det i forvejen hårdt pressede flyselskab Norwegian.
Som følge af coronaen, der har lammet den internationale flytrafik siden marts, kommer Norwegian ud af årets første tre måneder med milliardtab i både omsætning og resultat.
Det viser det kvartalsregnskab, som Norwegian har offentliggjort torsdag morgen.
Omsætningen styrtdykkede fra knap 8 mia. norske kroner sidste år til 6,5 mia. kr. i år, mens resultatet før skat lander på et minus på næsten 3,3 mia. norske kroner mod et minus på 2 mia. i samme periode sidste år.
Også driftsresultatet viser røde tal. Sidste kunne Norwegian i første kvartal notere et underskud på driften på knap 1,5 mia. norske kroner – det tal er nu vokset til et underskud på næsten 2,1 mia. kr.
»Tallene for første kvartal er som forventet hårdt påvirket af covid-19 krisen. De kommende måneder vil være udfordrende for både Norwegian og luftfartsindustrien,« siger Norwegians topchef Jacob Schram i forbindelse med regnskabet.
2020 skulle ellers have været året, hvor Norwegian vendte flere års økonomisk nedtur til sorte tal på bundlinjen. Men som følge af coronakrisen suspenderede Norwegian allerede i starten af marts forventningerne til året.
Norwegian fik i starten af maj forhandlet en stor krisepakke på plads med selskabets kreditorer, der betyder, at 10,8 mia. norske kroner blev konverteret fra gæld til egenkapital i form af aktier.
Derudover har aktionærerne sagt ja til, at Norwegian kan rejse 300-400 mio. norske kroner i en aktieemission.
Samtidig betyder redningspakken, at flyselskabet nu får adgang til 2,7 mia. norske kroner i statslige lån fra den norske stat.
Norwegian, første kvartal 2020. Nøgletal fra regnskabet:
| Mio. norske kroner | 1. kvartal 2020 | 1. kvartal 2019 |
|---|---|---|
| Omsætning | 6.505 | 7.992 |
| Driftsresultat | -2.084 | -1.459 |
| Resultat før skat | -3.282 | -1.978 |

