Fortsæt til indhold

Nissan slutter regnskabsåret med nettounderskud på 671 mia. yen

Erhverv
/ritzau/FINANS

Den japanske bilfabrikant Nissan har været ganske hårdt truffet af udbruddet af coronavirus, der har påvirket bilsalget markant i de første måneder af 2020.

Omsætningen i regnskabsåret 2019/2020, der løb til udgangen af marts, ender på 9878,9 mia. yen - svarende til godt 620,2 mia. kr. - hvilket er et fald på 14 pct. fra regnskabsåret forinden.

Det hiver nettoresultatet ned, der for året ender med et underskud på hele 671,2 mia. yen mod et overskud sidste regnskabsår på 319,1 mia. yen.

Det store underskud skyldes dog primært udgifter til omstrukturering og nedskrivninger for samlet set 603 mia. yen, skriver Nissan i regnskabet.

Driftsunderskuddet ender på 40,5 mia. yen. mod et overskud på 318,2 mia. yen i regnskabsåret 2018/19. Driftsmarginen endte på minus 0,4 pct.

Nissan meddeler dog, at selskabet har tilstrækkelig kapital til at komme gennem coronakrisen.

I april oplevede Nissan en produktionsnedgang på 60 pct., og ifølge Bloomberg News planlægger Nissan nu at lukke sine fabrikker i Barcelona, hvilket kan koste op mod 3000 job.

Det er en del af Nissans nye fireårsplan, der skal øge væksten og årligt skære omkring 300 mia. yen væk i faste udgifter.

Nissan kommer ikke med forventninger til det indeværende regnskabsår.

Artiklens emner
Nissan Motor