Erhverv

Legendarisk kro solgt - fremtiden er uvis

Damhuskroen skifter ejer for et tocifret millionbeløb.

Damhuskroen er et spise- og dansested beliggende ved Damhussøen i Rødovre vest for København.

Den flere hundrede år gamle fortælling om Damhuskroen, der især er kendt for sine enkeballer, får nu tilføjet et nyt kapitel.

Den legendariske kro blev for to år siden sat til salg og er nu blevet solgt for et tocifret millionbeløb. Det oplyser ejendomsmæglerkæden EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har stået for salget.

Køberen af kroen er investeringsvirksomheden Proximus, som i forvejen ejer de bagvedliggende arealer, hvor der skal opføres boliger.

Damhuskroens historie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, da Christian 4. gav tilladelse til at opføre et mindre vagthus ved dæmningen over Damhussøen.

Først i 1757 fik stedet kongeligt privilegium til at drive kro, og det har den gjort lige siden.

De hidtidige ejere, erhvervsmanden Niels Lorentzen, bakkesangerinden Dot Wessman og Tommy Wessman, satte kroen til salg for 25 mio. kr.

Den præcise salgspris er hemmelig, men der er ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech tale om »et tocifret millionbeløb.«

Den nye ejer, Proximus, fortæller, at der endnu er uklarhed om kroens fremtid.

»Vi er endnu ikke afklaret om, hvad der skal ske med ejendommen, når vi på et tidspunkt er på den anden side af coronakrisen. Men vi forestiller os, at der vil være noget lignende det tidligere, så vi kan skrive en god fortsættelse på Damhuskroens historie,« siger direktør i Proximus Jes J. Petersen.

BRANCHENYT
Læs også