Erhverv

Husmilliardær i nyt jubelår - men hans tøjfirma er hårdt ramt

Michael Mortensen kunne i 2019 lægge 250 mio. kr. til formuen. Han går dog ikke helt fri af coronakrisen.

Nikolaj Nielsen og Michael Mortensen, der her ses henholdsvis til venstre og højre, er barndomsvenner. Nu ejer de sammen tøjvirksomheden Won Hundred, som kæmper med økonomien. Foto: Casper Holmenlund Christensen

Husmilliardæren Michael Mortensen, der står bag virksomheder som Casa og Hybel, havde i 2019 endnu et jubelår.

Bundlinjen i hans holdingselskab M.M. 26 Holding A/S nåede i året op på 250 mio. kr. efter skat. Marginalt mindre end året forinden.

Aflevering af flere boligprojekter i Aarhus spiller positivt ind på overskuddet, der betragtes som tilfredsstillende og har bragt egenkapitalen på over 1,4 mia. kr.

Dog er der lidt skår i glæden hos husmilliardæren.

Tøjfirmaet Won Hundred, som Michael Mortensen købte det meste af i 2016, tabte i fjor igen et stort millionbeløb med et minus på 11,9 mio. kr.

Siden regnskabsårets afslutning er coronakrisen tilmed brudt ud og har sendt modebranchen i knæ. Det har også ramt Won Hundred.

»Denne branche er blevet hårdt ramt i forbindelse med udbruddet af pandemien. Der er derfor foretaget tilpasning af selskabets aktiviteter, som passer til det aktivitetsniveau, som forventes på kort og mellemlangt sigt,« står der i koncernregnskabet om Won Hundred.

I selve Won Hundreds regnskab kan man læse, at der er blevet fyret medarbejdere grundet coronakrisen, og at aktiviteterne i tøjfirmaet er blevet tilpasset i yderligere grad, end der allerede var lagt op til inden krisen.

Dertil har tøjfirmaets aktionærer, der tæller Michael Mortensen og Won Hundreds stifter Nikolaj Nielsen, skudt kapital ind i selskabet i 2020.

Nikolaj Nielsen og Michael Mortensen er i øvrigt barndomsvenner fra Horsens. Faktisk er Michael Mortensen blevet beskrevet som Nikolaj Nielsens bedste ven.

Generelt er Michael Mortensens koncern ikke væsentligt påvirket af coronapandemien. Heriblandt i typehusfirmaet Hybel, der melder om stor salgsaktivitet.

Dog er Michael Mortensen opmærksom på, at en langvarig pandemi og deraf afledte samfundsøkonomiske konsekvenser kan ramme koncernen.

»Dette kan naturligvis også have negative indvirkninger på koncernen, hvis det giver udslag i en korrektion af leje- og renteniveauer samt koncernens aktivitetsniveau i øvrigt,« står der i regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også