Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Analyse afdækker nye tider: »Ændringerne af tallene er så store, at det er grundlæggende forandringer«

Konsulentvirksomheden Convinced har foretaget en undersøgelse blandt det danske erhvervsliv, der viser, at coronakrisens digitale landvindinger og mødeformer er kommet for at blive.

Corona rammer verden
En ny undersøgelse viser, at de digitale mødeformer og hjemmearbejdet under coronakrisen er kommet for at blive. På billedet er Karen Andresen, direktør i trampolinparken Rush Aarhus, ved at efteruddanne via et onlinekursus. Foto: Joachim Ladefoged

Der hersker nok ikke større tvivl om, at coronapandemien kommer til at skabe omvæltninger af samfundet på en række områder.

Omfanget og de mere vedvarende konsekvenser står endnu ikke klart defineret, men Mads Holm Iversen, der driver kursus- og konsulentvirksomheden Convinced, har med en undersøgelse prøvet at tage temperaturen på, hvilke erfaringer det danske erhvervsliv har gjort sig under coronakrisen.

»Jeg har specialiseret mig i de seneste 10 år i at hjælpe virksomheder med at kommunikere digitalt. Det er bare accelereret helt vildt under corona, og derfor besluttede jeg mig for at undersøge det,« siger Mads Holm Iversen.

Resultaterne af hans analyse viser, at der fremadrettet vil ske forandringer i bl.a. formen at afholde møder på.

»Ændringerne af tallene er så store, at det er grundlæggende forandringer, der ligger langt ud over kun mødeformen, men selve måden at drive virksomhed på,« mener Mads Holm Iversen.

Blandt de mest iøjnefaldende resultater fra virksomhederne er, at:

  • De forventer en fordobling af onlinemøder i forhold til tiden før corona – fra 14 til 26 pct. af arbejdstiden.
  • 82 pct. mener, at onlinemøderne typisk afvikles hurtigere end fysiske møder og er mere effektive.
  • 76 pct. forventer færre rejser, og 74 pct. forventer mere hjemmearbejde.
  • Medarbejderne i gennemsnit arbejdede hjemme 3 timer om ugen før corona, men i fremtiden ønsker 1½ dag hjemme, der svarer til 10 timers hjemmearbejde.

Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget i en periode fra 15. til 26. maj, hvor knap 200 danske virksomheder og organisationer har bidraget.

Heriblandt flere af de større i form af bl.a. Ørsted, TDC, DSV og Bestseller.

Undervejs oplevede Mads Holm Iversen, at der var en enorm, bred interesse på tværs af brancher for, hvordan de nye måder at arbejde kan udnyttes på den anden side af coronakrisen.

»Undersøgelsen viser, at salgsmøder kan være vanskeligere at afholde end driftsmøder, men selv en forholdsvis stor virksomhed som C.C. Jensen siger, at de har succes med at mødes med folk på den anden side af kloden og aldrig kommer til at rejse så meget i fremtiden. Det er virkelig en gamechanger, man er blevet kastet ud i her,« fortæller Mads Holm Iversen.

Han vurderer desuden, at forandringerne vil blive permanente, når virksomhederne finder ud af, at de tvungne mere digitale omstændigheder under coronaudbruddet virker bedre end forventet.

Ud over de positive erfaringer med f.eks. at spare tid og penge, at kunne inddrage flere relevante beslutningstagere i digitale møder samt undgå rejsetid og skulle have mødelokaler, så angiver undersøgelsen også, at der ér udfordringer.

F.eks. er det sværere at holde koncentrationen under onlinemøder, hvor særligt gruppen under 40 år er udfordret. Forklaringen er ifølge undersøgelsen, at de yngre multitasker markant mere end de ældre medarbejdere, hvor over halvdelen tjekker emails og sender beskeder under de digitale møder.

BRANCHENYT
Læs også