Erhverv

Danish Crown aflyser milliardaftale med Alibaba

Slagterikoncernen Danish Crown afbryder nu samarbejdet med den kinesiske nethandelsgigant Alibaba. Planen har været, at Alibaba skulle aftage hele produktionen fra Danish Crowns nye fabrik i Kina.

Danish Crowns milliardaftale med den kinesiske nethandelsigigant Alibaba er faldet på gulvet. Planen var, at Alibaba skulle aftage hele produktionen fra Danish Crowns nye fabrik i Kina.
Foto: Gregers Tycho Foto: Gregers Tycho

Danish Crowns milliardaftale med den kinesiske nethandelsgigant Alibaba er nu aflyst.

De to parter indgik i 2018 aftale om, at Alibabas datterselskab WinChain skulle aftage hele produktionen fra Danish Crowns nye fabrik nær Shanghai.

Aftalen har imidlertid ikke levet op til forventningerne, og parterne afbryder nu samarbejdet. WinChain har ikke aftaget de aftalte mængder fra fabrikken, så efter et længere forløb er der opnået enighed om at afbryde samarbejdet, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

»WinChain er udfordret økonomisk, så selv om vi havde en klokkeklar kontrakt, gav det ikke mening at fortsætte samarbejdet. I stedet har vi sat fart på opbygningen af en salgsorganisation i Shanghai, og der er heldigvis stor interesse for at samarbejde med os,« fortæller Søren Tinggaard, der er salgsdirektør for Danish Crown i Kina.

Det var planlagt, at aftalen med Alibabas selskab WinChain skulle løbe i fem år, og Danish Crown har tidligere oplyst, at aftalen havde en værdi af »minimum 2,3 mia. kr.« Aftalen blev betegnet som et kæmpe gennembrud for Danish Crown, der har satset massivt på at øge eksporten til Kina. Slagterigiganten forhøjede indsatserne markant med byggeriet af forædlingsfabrikken til 400 mio. kr. nær Shanghai.

Fabrikken producerer årligt 14.000 tons ferske og forædlede fødevarer, men skal nu se sig om efter en ny køber til alle varerne. Som led i en ny salgsstrategi vil der nu blive arbejdet målrettet på salg til foodservice-segmentet (hoteller, restauranter, etc.).

På kort sigt arbejder Danish Crowns medarbejdere i Kina på at få aftaler på plads, som kan sikre, at produktionen kan holdes på minimum det niveau, der var skrevet ind i aftalen med Alibaba. Fabrikken i Shanghai har dog kapacitet til at producere noget mere, så Danish Crowns sælgere kommer til at løbe stærkt i Kina den kommende tid.

Bruddet med Alibaba er et alvorligt tilbageslag for Danish Crowns salg i Kina. Slagterikoncernens hold i Kina kan dog trøste sig med, at dette marked netop nu er underforsynet med svinekød på grund af et voldsomt udbrud af svinepest. Udbruddet har kostet 200 mio. grise livet og fået kødpriserne til at stige voldsomt.

Opdateres....

BRANCHENYT
Læs også