Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Flyselskab er klar til sende danskerne på sommerferie i Spanien - og SAS genåbner 20 ruter i Europa

SAS åbner ruter til flere destinationer i Sydeuropa, mens Great Dane Airlines vil sende danskere til Malaga, selvom de danske myndigheder advarer danskerne om at rejse til f.eks. Spanien frem til den 31. august.

Corona rammer verden
Det kan bl.a. give problemer med ens rejseforsikring, hvis man vælger at trodse rejsevejledningen og sætter sig ind i et fly med kurs mod det azurblå hav og de svedende sommertemperaturer sydpå. Arkivfoto: Jens Dige/Polfoto

Det lignede en definitiv aflysning af turen ned til det azurblå hav og de svedende sommertemperaturer i Sydeuropa.

»Der er ikke noget, vi hellere vil end at åbne det hele op i dag, men det vurderer vi ikke vil være forsvarligt. Derfor bliver i år også en sommer, hvor mange danskere kommer til at holde ferie hjemme,« sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde for en uge siden.

Her slog regeringen fast, at danskerne kan rejse på ferie i Tyskland, Norge og Island, mens alle ikke-nødvendige rejser til verdens øvrige lande bliver frarådet frem til den 31. august.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod skyldes det bl.a., at man kan risikere at løbe ind i strenge restriktioner i andre lande, hvis smittetrykket pludselig stiger, ligesom man kan ende i karantæne eller strande i det pågældende land.

Alligevel vil det danske flyselskab Great Dane Airlines gennemføre flyvninger fra Aalborg til Malaga fra den 5. juli, bekræfter selskabet over for Check-in.dk og Berlingske.

»Mange af dem har sommerhus dernede, og de ser ikke den store forskel i, om de tager i sommerhus der eller på vestkysten,« siger adm. direktør Thomas Hugo Møller til Berlingske.

Han slår fast, at flyselskabet ikke vil gøre sig til dommer over kundernes formål med rejsen.

Samtidig vil SAS vil fra midten af juni og måneden ud genåbne yderligere 20 ruter, hvoraf 16 af ruterne er fra København.

Flyselskabet vil igen begynde at flyve fra København til byer som Frankfurt, München og Bruxelles, men også destinationer som Malaga, Mallorca, Athen og Nice er igen på listen.

Der vil dog være færre afgange end normalt, ligesom flyene ikke vil være fyldt på grund af afstandskravet på minimum en meter.

»Vi starter langsomt og sikkert op med et marginalt sommerprogram, hvor vi ønsker at betjene den efterspørgsel, der er for nødvendige rejser«, siger Sille Beck Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS i Danmark, til Ritzau og tilføjer:

»Det kan være forretningsrejser, men det kan også være skandinaviske borgere, der er ude i Europa og gerne vil hjem - eller udenlandske statsborgere i Skandinavien, der gerne vil hjem«.

Hun understreger samtidig, at SAS ikke vil kontrollere, hvorfor folk rejser, men at passagerne bliver opfordret til at følge myndighedernes råd og vejledning.

Samtidig skal alle flypassagerer i de danske lufthavne fremover bære mundbind, fra de træder ind i lufthavnen og indtil rejsen er slut. Det gælder fra den 15. juni og er indtil videre uden udløbsdato.

De danske grænser har været lukket siden den 14. marts, ligesom Udenrigsministeriet har frarådet alle ikke-nødvendige rejser til hele verden.

Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser på nær til Norge, Tyskland og Island, ligesom alle bliver »kraftigt opfordret« til at gå i karantæne i 14 dage, hvis de alligevel vælger at rejse ud i forbindelse med bl.a. en forretningsrejse.

Under rejser i Norge, Tyskland og Island anbefales det, at man undgår byer med flere end 750.000 indbyggere. Hvis man alligevel vælger at rejse til en storby, opfordres man til at gå i 14 dages karantæne efter hjemkomsten til Danmark.

Det kan bl.a. give problemer med ens rejseforsikring, hvis man vælger at trodse rejsevejledningen og sætter sig ind i et fly med kurs mod det azurblå hav og de svedende sommertemperaturer sydpå.

»Hvis du tager til Frankrig og ender med at blive smittet med corona og f.eks. skal indlægges eller flyves hjem, så er der ingen dækning. Men hvis du tager til Frankrig og bliver udsat for tyveri, så dækker din rejseforsikring,« forklarer Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Han understreger desuden, at hvis man som dansker vælger at tage til Island, Norge eller Tyskland efter den 15. juni, er man dækket helt som normalt af rejseforsikringen.

BRANCHENYT
Læs også