Vigtige dage for Manchester City og Uefa
Champions League kan få en atypisk afgørelse i år.
Det er nogle travle dage for topfolkene i det europæiske fodboldforbund Uefa.
Ikke kun fordi Uefa i disse dage udkæmper et afgørende slag med et af de største europæiske hold, Manchester City. Det europæiske fodboldforbund knokler samtidig for at få afviklet årets Champions League på en sportslig retfærdig måde.
Coronakrisen lukkede ned for turneringen i midten af marts, hvor fire hold havde sikret sig en plads i kvartfinalen. Der mangler dog stadig at blive spillet returopgør i de sidste fire ottendedelsfinaler.
Ifølge den tyske avis Bild har Uefa planer om at afvikle resten af turneringen som en slutrunde fra den 7. august, hvor de nationale ligaer som udgangspunkt vil være færdigspillet.
I så fald vil kampene blive afviklet på neutral grund – umiddelbart i Lissabon – hvor kvart- og semifinalerne vil blive afgjort efter én kamp i stedet for ude- og hjemmekampe som normalt, indtil der er finale den 29. august.
Ulovlige indtægter
På den måde vil bl.a. Manchester City få mulighed for at fortsætte rejsen mod finalen. Det kan dog ende med at blive klubbens sidste europæiske kampe i to år, hvis den taber den aktuelle sag ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Sagen begyndte mandag og forventes af blive afsluttet onsdag.
Uefa valgte i februar at udelukke Manchester City fra alle europæiske turneringer fra næste sæson for brud på Financial Fair Play, der fungerer som en grænse for, hvor mange penge klubberne må skylde væk over en treårig periode.
Ifølge anklagerne har klubben forsøgt at skjule ulovlige indtægter fra hovedsponsoren, Etihad, der ligesom klubbens ejer kommer fra Abu Dhabi.
Hvis straffen står ved magt, vil Manchester City miste op til 800 mio. kr. i tabte indtægter efter bare ét år uden Champions League.