Erhverv

Mejerichef om bakterieudbrud på Bornholm: »Alt er, som det skal være«

Hverken Bornholms Andelsmejeri eller Fødevarestyrelsen har fundet tegn på campylobacter i mælken fra mejeriet, der er udpeget på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse fra Statens Serum Institut.

Statens Serum Institut peger på, at pinsenscampylobacterudbrud på Bornholm stammer fra mælk fra et lokalt mejeri. Arkivfoto.

Bornholms Andelsmejeri har ikke fundet spor af campylobacter i mælken.

Mejeriet er kommet i fokus, efter en interviewundersøgelse fra Statens Serum Insitut (SSI) har peget på, at pinsens campylobacterudbrud på Bornholm stammer fra det lokale mejeri.

»Vi har været hele vores anlæg igennem, og vi har ikke fundet noget. Vi har ikke stoppet produktionen, og vi er heller ikke blevet bedt om det,« siger mejerichef for Bornholms Andelsmejeri, Per Olesen.

Fødevarestyrelsen har heller ikke fundet spor af campylobacter i mælk fra mejeriet.

Fra 28. maj til den 5. juni er 107 beboere og besøgende på Bornholm blevet testet positive for fødevarebakterien, der oftest stammer fra kyllingekød men også forurenet drikkevand og upasteuriseret mælk.

Som et led i arbejdet med at opspore smittekilden, har SSI adspurgt flere personer om deres mad- og drikkevareindtag.

»Vi har gennemført en større spørgeskemaundersøgelse, hvor svarene om hvad 34 af patienterne har spist og drukket, er blevet sammenlignet med svar fra 68 raske personer bosat på Bornholm. Undersøgelsen udpeger mælk fra Bornholms Andelsmejeri som smittekilde til udbruddet,« siger Steen Ethelberg, seniorforsker ved Statens Serum Institut i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.

Bornholms Andelsmejeri har haft besøg af myndighederne under produktionen, hvor man ifølge Per Olesen heller ikke fandt tegn på bakterieudbrud.

»Alt er, som det skal være. Der er ikke noget, der gør, at vi sidder og tænker, at det er vores skyld,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også