Erhverv

Prisvindende madkoncern lader forretningsben gå konkurs

Madkastellet har valgt at lade sin catering- og eventvirksomhed gå konkurs. Over 40 årsværk er påvirket.

Madkastellet må nu lade noget af koncernen gå konkurs. Foto: Madkastellet

Coronapandemien har nu taget livet af virksomheden M-Kastellet ApS, der år efter år har bespist tusindvis af gæster til konferencer, julefrokoster og andre storslåede fester. Det gjorde virksomheden til "årets cateringleverandør" i 2019.

Men nu er event- og cateringvirksomheden, der er en del af koncernen Madkastellet, gået konkurs. Det bekræfter Rasmus Pors, stifter og partner i Madkastellet.

»Vi har erklæret vores event- og cateringvirksomhed konkurs ud fra et princip om rettidig omhu. Der er ikke et marked længere for den virksomhed, vi har brugt år på at bygge op. Som ansvarlig virksomhed er vi nødt til at gøre dette, for jeg tror ikke, at vi i resten af året kommer til at se de arrangementer, som virksomheden levede af,« siger han.

Madkastellet laver arrangementer steder som Ballerup Super Arena, Kronborg Slot, Pressen i JP/Politikens Hus, Tap 1 og Vega.

I det seneste regnskab fra M-Kastellet ApS var der 48 årsværk beskæftiget. Rasmus Pors vurderer, at det antal også nogenlunde gjorde sig gældende op til konkursen, og derfor nu er væk.

»Til store arrangementer som julefrokoster eller kongresser bryder man med alle de retningslinjer, der er omkring corona lige nu. Så jeg har svært ved at se, at vi inden for et halvt eller helt år ser markedet for de arrangementer komme op i omdrejninger igen,« siger Rasmus Pors.

M-Kastellet ApS kom ud af det seneste regnskabsår med et underskud efter skat på 3,2 mio. kr. I den forbindelse gjorde selskabets revisor opmærksom på, at der var væsentlig usikkerhed om den fremtidige drift.

Udover event- og catering gør Madkastellet-koncernen sig også inden for andre forretningsområder. Koncernen driver restauranter i Københavns Zoo, Nationalmuseet, Experimentarium og Den Blå Planet, ligesom selskabet arrangerer bryllupper.

Rasmus Pors understreger, at de andre forretningsben i Madkastellet, herunder restauranterne, kører videre som hidtil og ikke bliver påvirket af konkursen i event- og cateringvirksomheden.

BRANCHENYT
Læs også