Erhverv

Chr. Hansen køber amerikanske UAS for 530 mio. dollar

Ingredienskoncernen Chr. Hansen har købt amerikansk selskab. Her en medarbejder i produktionen hos Chr. Hansen. Foto: Chr. Hansen

Chr. Hansen køber den amerikanske virksomhed UAS Labs for samlet 530 mio. dollar, oplyser selskabet.

Der er tale om en virksomhed, der har specialiseret sig i probiotika - en samlebetegnelse for blandt andet mælkesyrebakterier, som tillægges sundhedsfremmende egenskaber.

UAS har i alt 230 ansatte og har base i den amerikanske delstat Wisconsin. Selskabet ventes i år at omsætte for 85 mio. dollar, mens driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes at lande på over 30 mio. dollar.

Selskabets produktporteføljer tæller seks probiotiske bakteriestrenge, som bruges mod blandt andet problemer med fordøjelsen og stimulering af immunforsvaret.

Chr. Hansen ser gode synergimuligheder ved overtagelsen både inden for produktion, udvikling og salg.

Chr. Hansens forventningerne til 2019/20 er uændrede, om end driftsresultatet, EBIT, kan blive en smule negativt påvirket, alt efter hvornår købet gennemføres.

I 2020/21 ventes EBITDA-resultat let positivt påvirket af købet.

Sælger er kapitalfonden, Lakeview Equity Partners, ledelsesteamet i UAS samt øvrige aktionærer.

Transaktionen afventer lige nu konkurrencegodkendelser i USA, og købet ventes at gå endeligt igennem inden for en til tre måneder.

BRANCHENYT
Læs også