Arbejdsløsheden falder i 41 amerikanske stater
Fra den 9. til den 23. maj er antallet af dagpengemodtagere i USA dykket med 3,4 mio. mennesker. Det fordeler sig dog skævt.
USA’s arbejdsløshed ser ud til at have toppet.
Fra klimakset den 9. maj og frem til den 23. maj er antallet af amerikanske modtagere af dagpenge - kaldet unemployment insurance - faldet fra 24,9 til 21,5 mio., fremgår det af en opgørelse i Fortune Magazine.
De 50 stater har dog håndteret coronakrisen på vidt forskellig vis og er blevet ramt i større eller mindre grad alt efter deres geografiske placering og primære erhverv, hvilket betyder, at faldet i arbejdsløsheden også fordeler sig skævt.
Solskinsstaten Florida - der genåbnede det meste af sin økonomi den 4. maj - har slettet hele 1,5 mio. borgere fra arbejdsløshedsstatistikken i løbet af perioden, mens New York må nøjes med omtrent 150.000.
I den modsatte ende af spektret har Oregon og Texas set antallet af folk på dagpenge stige med yderligere 140.000 hver især. I lighed med en snes andre stater har Washington D.C. mere eller mindre oplevet en flad udvikling i perioden.

