Erhverv

Genmab indgår milliardaftale med amerikanere

Biotekselskabet Genmab har indgået en kæmpe aftale med amerikanske AbbVie. Aftalen indeholder bl.a. det nyeste superhåb, lægemiddelkandidaten epcoritamab.

Arkivfoto: Jeroen Bouman

Det danske biotekselskab har indgået en kæmpe milliardaftale med amerikanske Abbvie.

Aftalen sikrer bl.a. Genmab en betaling på 750 mio. dollars i hånden, og dertil kommer potentielle milepælsbetalinger på op til 3,15 mia. dollars.

Det oplyser Genmab i en fondsbørsmeddelelse.

Aftalen indeholder bl.a. planer om, at parterne vil udvikle tre af Genmabs lægemiddelkandidater sammen, og vigtigst i den ligning er det store håb, lægemiddelkandidaten epcoritamab til behandling af bl.a. lymfekræft.

»Dette transformerende samarbejde vil gøre os i stand til at accelerere, udvide og maksimere udviklingen af nogle af de mest lovende tidlige, bispecifikke antistoffer, herunder epcoritamab, med et ultimativt mål om at bringe disse nye potentielle behandlinger meget hurtigere ud til patienterne,« udtaler Jan van de Winkel, adm. direktør i Genmab, i en kommentar.

Den store pose penge fører selvsagt også til en kraftig opjustering af forventningerne til hele 2020, der nu lyder på en omsætning i niveauet 9,1-9,5 mia. kr. mod tidligere 4,75 -5,15 mia. kr.

Aftalen er ikke helt ligetil at forstå, men vigtigst er det, at Genmab-topchef Jan van de Winkels ambition om at få del i et eventuelt salg af epcoritamab i USA er blevet imødekommet.

Det har hele vejen igennem forhandlingerne med forskellige interesserede parter været et kardinalpunkt for den hollandske topchef, og det er altså lykkedes.

De to parter oplyser således, at de vil dele det kommercielle ansvar i USA og Japan, mens AbbVie vil være ansvarlig for yderligere global kommercialisering.

Genmab vil modtage royalties af salget uden for USA og Japan, og det betyder, afhængig af hvor stort salget eventuelt måtte blive, mellem 22 og op til 26 pct.

Ser man nærmere på milepælsbetalingerne på de op til i alt 3,15 mia. dollars, så er de 1,15 mia. dollars knyttet op til udviklingen af de tre programmer, der er i gang.

De sidste 2 mia. dollars er knyttet op på, hvorvidt det lykkedes selskaberne at få fire helt nye programmer til at blive succesfulde.

Som altid med den slags milliardaftaler indeholder de en lang række delmål, hvorfor pengene sandsynligvis vil falde løbende over de kommende år. Vigtigt at holde sig for øje er også, at chancen for, at samtlige milepælsbetalinger bliver realiseret stort set er 0.

BRANCHENYT
Læs også