Tesla-aktien rammer kurs 1000 for første gang
Tesla-stifter Elon Musk vader i succes i øjeblikket med sine virksomheder. Nu runder Tesla-aktien ikoniske kurs 1000.
/ritzau/FINANS
Tesla-aktien tager onsdag eftermiddag et gevaldigt hop på 6,8 pct. og rammer dermed en kurs på 1000 dollar for første gang.
Aktien har været flyvende på det seneste efter opløftende salgstal for firmaets Shanghai-producerede Model 3.
Onsdag skriver Reuters, at el-bilproducents koncernchef, Elon Musk, har meddelt, at det er tid til at starte volumenproduktionen af selskabets lastbil.
I løbet af juni forventes det i øvrigt, at Elon Musk vil komme med nyt om selskabets "one-million-miles-batteri", der efter sigende har en levetid på op mod én million miles - svarende til godt 1,6 millioner kilometer.
