Jyske Bank ser comeback til efterspørgslen - hæver prisprognose på olie
Jyske Bank har opjusteret sin prisprognose for Brent-olien til 60 dollar per tønde i andet kvartal 2021.
Det sker, efter at Saudi-Arabien på det netop overståede Opec+møde strammede rebet om den historiske produktionsaftale gennem nye regler, der rammer lande, som snyder med de aftalte produktionsnedskæringer.
- I vores øjne har Opec+ strammet op på sin allianceaftale i en ny markering af sit engagement for at rebalancere verdens oliemarked gennem de kommende kvartaler, skriver Jyske Bank i sin nye olieprognose.
Samlet har banken dog foretaget en mindre opjustering af verdens olieproduktion, men det ændrer ikke på udsigten for verdens oliebalance, som går i underskud fra og med juli måned.
- Den vestlige verden og Kina er i gang med en genåbning, og vi ser et comeback til efterspørgslen i andet halvår, som får rygvind fra en enorm global penge- & finanspolitisk likviditetsindsprøjtning, skriver Jyske Bank.
Prisen på Brent-olien ligger i øjeblikket på lige over 40 dollar tønden målt på august-futuren. I starten af året lå prisen på 63 dollar, men efter at udbruddet af coronavirus accelererede i løbet af marts og april, dykkede prisen voldsomt og nåede i slutningen af april ned i årets bund på 25,16 dollar.
Jyske Bank estimerer en Brent-oliepris på 45 dollar i tredje kvartal 2020, stigende til 50 dollar i fjerde kvartal, 55 dollar i første kvartal 2021 - før den ventes at ramme de nævnte 60 dollar i andet kvartal 2021.
/ritzau/FINANS