Serier

Medier: Regeringen vil udbetale to ugers feriepenge

Pengene skal dog først sendes ud til lønmodtagerne senere på året.

Corona rammer verden
Udbetalingen af nogle af danskernes tvangsopsparede feriepenge skal sætte mere gang i forbruget. Foto: Gregers Tycho

Regeringen lægger op til, at danskerne skal have to af deres egne fem ugers ekstra feriepenge udbetalt i et forsøg på at sparke mere gang i økonomien.

Men det vil formentlig først ske til efteråret, skriver flere medier.

De indefrosne feriepenge har været bragt i spil af flere partier, økonomer og organisationer som et godt tilskud til at sætte gang i den danske økonomi oven på coronakrisen.

Det har ydermere den fordel, at det er lønmodtagernes egne penge som egentlig skulle have været en tvungen opsparing som første blev udbetalt, når folk gik på pension.

Så mange feriepenge har du til gode

Din månedsløn før skat i hele kr.:
Programmering: Boy Repenning

OBS! Denne beregner regner beløbet ud for fem ugers feriepenge. Du skal altså tage det endelige beløb fra beregneren og dividere med fem og gange med to.

Pengene stammer fra overgangsordningen i forbindelse med den nye ferielov. I overgangsåret, som løber fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, har lønmodtagerne opsparet 12,5 pct. af den ferieberettigede løn.

Optjeningen af feriepengene foregår løbende frem til slutningen af august, og arbejdsgiverne skal først indbetale dem senere. Det er en af begrundelserne for først at udbetale dem til efteråret.

Dansk Erhverv og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vurderet, at det vil kunne skabe ca. 30.000 arbejdspladser, hvis alle pengene - altså for de fem uger - blev udbetalt på én gang.

Forslaget har tidligere fået opbakning fra økonomiprofessorerne Michael Svarer og Torben M. Andersen, der begge har en fortid som overvismænd.

Tirsdag åbnede statsminister Mette Frederiksen døren på klem for, at de indefrosne feriepenge kan blive udbetalt før tid.

»Der er ikke meget, der taler imod at udbetale feriepengene. Derfor indgår det også i vores overvejelser,« lød det fra statsministeren under tirsdagens spørgetime i Folketinget.

BRANCHENYT
Læs også