Erhverv

Nye regler giver masser af tvivl og masser af arbejde for advokater

Nye EU-regler skærper kravene til grænseoverskridende virksomhedskøb, og især kinesiske investorer vil få det at mærke. Advokatfirmaerne mærker allerede nu grøde blandt danske virksomheder og forventer masser af opgaver i den anledning.

Margrethe Vestager, Danmarks EU- konkurrencekommissær, satte ord på frygten for, at ikke mindst kinesiske investorer bruger coronakrisen til at overtage kritisk infrastruktur i EU. Danske advokater regner med af samme grund at få travlt med at rådgive i virksomhedshandler. Arkivfoto: Finn Frandsen

Nye regler vil lægge snubletråde ud for ikke mindst kinesiske investorer, som vil ind i den danske infrastruktur, og ministerierne er ved at hækle dem færdig. Og allerede nu mærker de store danske advokathuse stor nysgerrighed og usikkerhed blandt danske virksomheder og potentielle investorer.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der som en indirekte konsekvens af coronakrisen vil blive tryk på det forretningsområde, der handler om direkte udenlandske investeringer,« siger Anders Stubbe Arndal, managing partner i Kromann Reumert.

»Det handler om at regulere udenlandske investeringer i kritisk infrastruktur. Det er noget, der ikke har været reguleret ret tæt indtil nu, men det bliver det fremover,« siger han.

Det er EU, der i marts som en følge af coronapandemien og den økonomiske krise har indført en screeningsprocedure. Den skal ret beset forhindre, at udenlandske investorer under krisen bliver medejere af selskaber, der kan påvirke medlemsstaternes offentlige orden og sikkerhed.

De skal ikke kunne overtage kontrollen med kritisk infrastruktur.

Bl.a. sagde EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i april, at EU ikke vil have indvendinger mod, at EU-landene købte aktier i virksomheder for at forhindre udenlandske opkøb.

»Det er meget vigtigt, at man er klar over, at der er en virkelig risiko forbundet med, at virksomheder, som er sårbare, kan blive udsat for en overtagelse,« sagde Margrethe Vestager.

Lige nu sidder en tværministeriel gruppe i Danmark og skal finde ud af, hvordan vi implementerer EU’s melding. Den forventes at komme med et udspil i slutningen af året.

»Det er både potentielle investorer og de danske virksomheder, der kunne få udenlandske investorer, som gerne vil vide, om de slet ikke må tage imod investeringskapital fra primært kinesiske investorer, men også amerikanske. Og hvis en udenlandsk investor gerne må eje en dansk virksomhed, der opfattes som kritisk, hvilke krav vil der så blive stillet?« siger Christian Scherfig, partner i advokatfirmaet Lundgrens.

Det er en almindelig opfattelse, at det især er kinesiske virksomheder, man frygter, vil købe sig ind i kritisk infrastruktur. Men screening kunne også gælde lande som USA og Rusland.

Derfor følger danske virksomheder opmærksomt med, hvis de har investorer fra de lande, der gerne vil skyde penge i en dansk virksomhed. Og den anden vej rundt.

Af samme grund kan usikkerheden påvirke markedet for virksomhedshandler, tror partner Jakob Kristensen fra advokatfirmaet Bech-Bruun.

»Det vil gøre det mere kompliceret at lave en virksomhedstransaktion inden for berørte brancher, fordi der vil ligge en usikkerhed i, om handlen risikerer at blive afvist af myndighederne. Det kan besværliggøre handler både for sælgere og købere, og der kan være visse typer af købere, som står ringere i et køberfelt, når de nye regler om investeringsscreening er trådt i kraft,« siger Jakob Kristensen.

Der er en virkelig risiko forbundet med, at virksomheder, som er sårbare, kan blive udsat for en overtagelse.

Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær

I interesseorganisationen DI følger man interesseret med i de danske lov-overvejelser.

»Det er et område, hvor vi fremover forventer at komme til at se flere sager at beskæftige os med. Desværre. Vi oplever, at der er en tendens til at betragte investeringer udefra i danske virksomheder som noget negativt. Det er ærgerligt, fordi den slags investeringer ofte er kilde til know how udefra og ind i Danmark,« siger Peter Bay Kirkegaard, chefkonsulent i DI.

DI er tilhænger af så fri adgang for kapital som muligt og er bekymret for, at man udvander begrebet ”kritisk infrastruktur” - omend man forstår, hvorfor man screener.

»Vi har forståelse for, at man ikke vil risikere, at kritisk infrastruktur i Danmark ender på udenlandske hænder. Vi deler også bekymringen for, at det er statsstøttede udenlandske virksomheder, der køber sig ind i danske virksomheder, som i kraft af statslige penge kan underbyde kommercielle købere,« siger Peter Bay Kirkegaard.

BRANCHENYT
Læs også