Erhverv

Nedlukning af fitnesscentre har været en fordel for 'Løvens Hule'-iværksætter

Massageservice- og iværksættervirksomheden Raskrask, der er kendt for sin optræden i 'Løvens Hule', har brugt krisen på at udvide forretningen og leverer for første gang sorte tal på bundlinjen.

Albert Kirk Iversen fik en investering med fra Jan Lehrmann og Christian Arnstedt. Foto: Carsten Andersen, DR

Massageservice-udbyderen Raskrask, der bl.a. er kendt fra Løvens Hule og har en af landets bedste pokerspillere i spidsen, har for første gang leveret sorte tal på bundlinjen. Det viser selskabets nye regnskab for 2019.

Mens Raskrask de seneste tre år har leveret underskud på samlet 1,75 mio. kr., har selskabet seneste regnskabsår formået at lave et lille overskud. På samme tid er bruttofortjenesten steget til lidt over en halv million kroner.

Tidligere på året medvirkede Raskrask i tv-programmet Løvens Hule, hvor selskabet modtog en samlet investering på 1,5 mio. kr. fra Jan Lehrmann og Christian Arnstedt, som til gængæld fik en ejerandel på 20 pct.

Det har ifølge Albert Kirk Iversen, der er stifter af Raskrask, været et intenst år, hvor tv-optrædenen fik interessen for platformen til at stige markant.

»Det hele eksploderede i forhold til, hvor mange henvendelser vi fik. Flere kunder ville prøve konceptet, masser af massører tilmeldte sig som udbydere, og virksomheder ville lave en aftale,« siger han.

Men så kom krisen – og med kort tids varsel måtte Raskrask lukke ned ved lov, da massører i sagens natur er i tæt kontakt med kunderne. Albert Kirk Iversen fortæller, at selskabet måtte afvise bookinger for 650.000 kr. – et betydeligt beløb for en iværksættervirksomhed.

»Vi mistede det momentum, vi havde opbygget, og mange af vores aftaler blev skubbet til side, fordi der opstod panik. Pludselig havde vi ikke så mange henvendelser fra kunder og partnere længere,« siger han.

Tid var der masser af, fortæller Albert Kirk Iversen, og Rasrask begyndte i stedet at udvikle nye projekter, som skulle trække kunder, mens selskabets kerneforretning ikke skaffede indtjening. Massageservicen blev suppleret med muligheden for at få en personlig træner eller yogacoach på besøg.

»Vi havde en interesse fra trænere og yogainstruktører, som ikke kunne arbejde i deres egne centre, og samtidig havde vi i forvejen både app og bookingsystem, så det var nemt at udvide,« siger Albert Kirk Iversen.

Planen var ifølge ham allerede, at Raskrask skulle ekspandere til området, men krisen fik accelereret den. Nu har selskabet samlet over 200 massører, 40 personlige trænere og 35 yogacoaches tilknyttet, beretter stifteren. Godt dobbelt så mange som før krisen.

»Vi frygtede, at der ville gå længere tid, før vi måtte åbne op igen. Nogen talte om flere måneder, andre om hele år. Heldigvis ser det nu ud til, at vi hurtigt vender tilbage til normalen, og trods krisen er vi kommet ud af maj med et bedre resultat end forventet,« siger Albert Kirk Iversen.

Målet er ifølge Albert Kirk Iversen fortsat at hæve omsætningen skabt via platformen fra 5,2 mio. kr. til 9,4 mio. kr. i 2020 – og virksomheden er godt på vej til at opnå netop det, siger han.

»Vi har investeret i fremtiden, og det kan vi se betaler sig nu. Det tager tid og penge at opbygge brand og systemer, men nu har vi finpudset konceptet, så vi kan fokusere på, at virksomheden skal vokse,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også