Erhverv

Novos semaglutid viser bedre resultater end placebo i fase 3

Novo Nordisks diabeteslægemiddel Semaglutid viser bedre resultater end placebo til behandling af patienter med svær overvægt, viser toplinjeresultater i fase 3-forsøg.

Step 2 og 3 i fase 3-forsøget er dermed overstået, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

- Disse resultater fortsætter med at bygge ovenpå de meget imponerende vægttab, som tidligere blev rapporteret i Step 1 og 4. Samlet set indikerer resultaterne, at Semaglutid i 2,4 milligram vil spille en nøglerolle i at forbedre behandlingen af personer med svær overvægt, siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er forsknings- og udviklingsdirektør hos Novo Nordisk, i meddelelsen.

- Vi har nu rapporteret fra alle fire forsøg i Step-programmet, og vi ser frem til at dele resultaterne med myndighederne, fortsætter han.

Trin 2-studiet var et dobbeltblindet, placebokontrolleret studie over 68 uger, som undersøgte effekt og sikkerhed ved Semaglutid 2,4 mg, anvendt én gang ugentligt som injektion.

Patienternes medianvægt var ved studiets begyndelse på 99,8 kg. Studiet omfattede i alt 1210 voksne med fedme eller overvægt med følgesygdomme.

I forsøget - hvor man så bort fra, om patienter modtog anden fedmebehandling - fandt man et statistisk signifikant vægttab på 9,6 pct. hos patienter, der fik Semaglutid, mod et vægttab på 3,4 pct. hos personer, der modtog placebomedicin.

68,8 pct. af de patienter, der modtog Semaglutid, tabte sig 5 pct. eller mere. Det var tilfældet for 28,5 pct. at placebopatienterne.

I forsøget - for patienter, der fulgte behandlingsvejledningen - så man et statistisk signifikant vægttab på 10,6 pct. hos patienter, der modtog Semaglutid, mod et vægttab på 3,1 pct. hos personer, der modtog placebomedicin.

73,2 pct. af patienterne, der modtog Semaglutid, tabte sig 5 pct. eller mere. Det samme skete for 27,6 pct. af patienterne, der ikke blev behandlet med Semaglutid.

Trin 3-studiet var ligeledes et dobbeltblindet, placebokontrolleret studie over 68 uger, som undersøgte effekt og sikkerhed ved Semaglutid 2,4 mg, anvendt én gang ugentligt som injektion. Til dette studie blev patienterne tilset af en diætist og kom på en kaloriereduceret diæt.

Studiet omfattede i alt 611 voksne med fedme eller overvægt med følgesygdomme, som havde en medianvægt på 105,8 kg ved studiets begyndelse.

I forsøget - hvor man så bort fra, om patienter modtog anden fedmebehandling - fandt man et statistisk signifikant vægttab på 16 pct., hos patienter der modtog Semaglutid. Patienter, der modtog placebo, oplevede et vægttab på 5,7 pct.

Hos patienter, der modtog Semaglutid, var der 86,6 pct., som oplevede et vægttab på 5 pct. eller mere.

Her var tallet 47,6 pct. hos patienter, der ikke modtog Semaglutid.

I forsøget - for patienter, der fulgte behandlingsvejledningen - så man et vægttab på 17,6 pct. hos patienter, der blev behandlet med Semaglutid, mod et vægttab på 5,0 pct. hos patienter, som modtog placebo.

Hele 89,8 pct. af patienterne, der modtog Semaglutid, oplevede at tabe sig 5 pct. eller mere. 50 pct. af de patienter, der modtog placebo, oplevede det samme.

Novo-aktien oplevede mindre stigning kort efter nyheden til 437 kr., aktien falder kort før børslukketid 0,6 pct. til 433 kr.

BRANCHENYT
Læs også