Erhverv

Nu går charterrejsen til… Norge

Med sit eget flyselskab, Novair, vil Apollo nu sætte gang i salget af charterrejser mellem Norge og Danmark.

Drop Mykonos og vælg Bergen. Nu vil Apollo sender danskere og nordmænd på charterferie hos hinanden. Foto: Apollo Rejser. ferie

Med en coronaramt klode bliver rejsemønstrene denne sommer en del anderledes, og det får nu rejseselskabet Apollo til at satse på charterture mellem Danmark og Norge

»Vi modtager dagligt henvendelser fra vores trofaste kunder, som spørger til, hvornår de mon kan rejse udenlands igen. De synes, de initiativer, vi allerede har lanceret, er gode, men de vil også gerne på en rigtig pakkerejse igen snart! Så nu glæder vi os til at sende danskerne på pakkerejser til Norge denne sommer, og ikke mindst til at sige velkommen til nordmændene i Danmark,« fortæller Leif Vase Larsen, adm. direktør hos Apollo i Norden i en meddelelse.

Så mens Apollo i mange år har sendt danskere og nordmænd til deres mest populære destinationer som Grækenland, Spanien og Tyrkiet, ja så bliver charterturene altså i år også i Norden

Apollo oplyser, at de vil lancere tre forskellige ruter mellem de to nordiske lande: Oslo - København, Oslo - Aalborg og Bergen - Aalborg. Flyvningerne, der udføres af Apollos eget flyselskab Novair, vil begynde fra den 4. juli og fortsætte ugentligt indtil 15. august i år.

»Vi ved, at fleksibilitet er vigtigt for vores kunder, og måske mere vigtigt nu end nogensinde. Ud over vores skræddersyede pakkerejser er det derfor også muligt at købe kun flyvninger eller kun hoteller. Således kan for eksempel nordmænd, der ønsker at feriere i deres eget land denne sommer, booke deres hotel hos os,« forklarer Erik Haug, der er adm. direktør i Apollo Norge i en meddelelse.

Allerede fra i dag mandag kan man booke en flyrejse til Oslo fra enten København eller Aalborg med Apollo, mens det inden for et par dage også vil blive muligt at lægge flyrejsen til Bergen samt pakkerejserne i sommerferie-kurven.

BRANCHENYT
Læs også