Erhverv

Jagten på Henrik Poulsens afløser er gået ind

Ørsteds bestyrelse håber at finde en ny topchef på mindre end seks måneder. Det er langt fra givet, at det bliver en dansker.

Henrik Poulsen stopper som topchef i Ørsted senest 31. januar 2021. Jagten på en afløser går nu ind. Foto: Martin Lehmann

Ørsteds bestyrelse satser på at finde en afløser for Henrik Poulsen i løbet af mindre end seks måneder. Det er langt fra givet, at den næste topchef i Ørsted taler dansk. Bestyrelsen vil lede efter egnede kandidater i hele verden.

Det fastslog Ørsteds bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen på den telekonference, der blev afholdt mandag aften i forlængelse af meddelelsen om, at Henrik Poulsen stopper som adm. direktør i Ørsted.

Henrik Poulsen har været adm. direktør i Ørsted i otte år og fortsætter på posten »indtil senest 31. januar 2021«, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

For Ørsteds bestyrelse er målet imidlertid at have afløseren på plads i god tid inden 31. januar.

»Ambitionen er, at vi skal gøre det hurtigere end seks måneder. I et selskab som vores holder vi selvfølgelig hele tiden øje med det interne potentiale, og hvordan markedet ser ud,« fastslog Thomas Thune Andersen.

På telekonferencen blev Henrik Poulsen nærmest klappet ud af døren af de deltagende aktieanalytikere, hvilket er forståeligt set i lyset af, at Ørsteds markedsværdi de senest otte år er mangedoblet til over 300 mia. kr. Thomas Thune Andersen medgiver, at »Henrik Poulsen er en fænomenal person at skulle finde en afløser for«, men bestyrelsesformanden ser alligevel fortrøstningsfuldt på opgaven.

»Med den attraktive profil Ørsted har nu, er jeg sikker på, at der vil være gode muligheder. Vi vil både lede i vores egen industri og udenfor. Vi vil lede i Danmark og internationalt. De seneste otte år er Ørsted blevet et internationalt selskab, så det er naturligt, at vi leder i hele verden efter en ny topchef. Processen skal være robust, men den skal også være så hurtig som mulig,« fastslog Thomas Thune Andersen på telekonferencen.

Ørsted, som for få år siden var en kulsort virksomhed, blev tidligere i år kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed af det canadiske medie- og investeringsanalysefirma Corporate Knights.

En enkelt kandidat er det allerede nu muligt at stryge på listen over Henrik Poulsens potentielle afløsere:

»For god ordens skyld: Det er vigtigt for mig at understrege, at mit engagement i Ørsted er så stærkt som nogensinde. Jeg er sikker på, at min nuværende rolle som CFO er der, hvor jeg kan bidrage med mest. Derfor har jeg orienteret bestyrelsen om, at jeg ikke er kandidat,« fastslog Ørsteds koncerfinans og -økonomidirektør, Marianne Wiinholt, på telekonferencen.

Henrik Poulsen gjorde på telekonferencen god reklame for det job, han snart forlader:

»Det er et af de mest spændende CEO-jobs i verden. Ørsted er et af verdens ledende grønne energiselskaber. Mere spændende bliver det ikke. Det er intet ved jobbet, jeg ikke synes om. Det er bare mig, der har en cyklus, hvor jeg efter en vis tid skal videre. Jeg ønsker at stoppe, mens jeg stadig kører for fuld speed i stedet for at vente, til jeg har passeret toppen. Dette har været min længste ansættelse nogensinde,« påpegede Henrik Poulsen.

Henrik Poulsen understregede flere gange, at han ikke har planer om, hvad der skal ske, når han har forladt Ørsted.

»Jeg bliver på posten som adm. direktør formentlig mindst frem til slutningen af året og vil sikre en gnidningsløs overgang til min afløser,« understregede Henrik Poulsen. Han bliver nomineret til at indtræde i Ørsteds bestyrelse på næste generalforsamling i marts 2021. Med henvisning til denne udpegning kunne Henrik Poulsen på telekonferencen kategorisk afkræfte, at han har tanker om at skifte til konkurrende selskaber og eventuelt hjælpe et af de store olieselskaber med at blive mere grønt.

»Det er bestemt ikke en del af min plan. Jeg er glad for at tage imod nomineringen til Ørsteds bestyrelse, og det ville jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod, hvis jeg skulle slutte mig til en konkurrent.«

Henrik Poulsen vurderer, at hans afløser ikke nødvendigvis skal have en masse erfaring med havvindmøller.

»Omvendt kan man ikke se bort fra, at det vil være en stor fordel. Dog havde jeg ikke selv den slags erfaring, da jeg tiltrådte i jobbet for otte år siden,« tilføjer han.

BRANCHENYT
Læs også