Erhverv

Stort taxiselskab tiltalt af politiet

Taxa 4x35 er blevet tiltalt af Københavns Politi for ulovlig opbevaring af kundedata fra op mod ni millioner taxature.

Taxa 4x35 er blevet tiltalt af Københavns Politi. Foto: Taxa 4x35

Københavns Politi har rejst tiltale mod et af landets største taxiselskaber, Taxa 4x35.

Selskabet er tiltalt for at have overtrådt GDPR-lovgivningen ved ulovligt at have opbevaret data om op mod 9 mio. personhenførbare taxature.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

»Anklagemyndigheden anser dette som en både principiel og alvorlig sag, som skal være med til at fastlægge en række principielle spørgsmål til fortolkningen af GDPR-lovgivningen,« siger Birgitte Lodberg, anklager fra Københavns Politi, i pressemeddelelsen.

Datatilsynet var i efteråret 2018 på kontrolbesøg hos Taxa 4x35.

Ved tilsynet blev det konstateret, at der hos Taxa 4x35 fandtes oplysninger om et betydeligt antal kunder i form af telefonnumre og lokaliseringsdata vedrørende opsamlings- og afleveringsadresse, som der efter Datatilsynets opfattelse ikke længere var grundlag for at opbevare.

Selv om kundernes navne var anonymiserede, kunne oplysninger om kundernes taxature sammenholdt med deres telefonnumre efter Datatilsynets opfattelse henføres til de enkelte kunder. På baggrund heraf foretog Datatilsynet politianmeldelse af selskabet for overtrædelse af GDPR-lovgivningen og indstillede samtidig taxiselskabet til en bøde på 1,2 mio. kr.

Gert Frost, adm. direktør i Taxa 4x35, vil ikke kommentere den verserende sag, men understreger dog, at selskabet ikke var klar over, at den brød GDPR-lovgivningen.

»Vi har taget til efterretning, at Datatilsynet mener, vi har gemt kundernes data for længe, men de har aldrig været delt med uvedkommende eller været i fare eller misbrugt. Al data er udelukkende blevet anvendt til at servicere vores kunder,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også