Erhverv

Demant i bedring efter coronakrisen - mangler stadig gennemsigtighed

Søren Nielsen er topchef i høreapparatkoncern William Demant. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Demants forretning er i bedring efter de omfattende nedlukninger som følge af udbruddet med coronavirus.

Men der mangler fortsat så meget gennemsigtighed i forretningen, at de finansielle forventninger til 2020 forbliver suspenderede.

Det fremgår af en meddelelse fra Demant onsdag morgen.

Her fremgår det også, at Demants øjeblikkelige omsætning ligger på omtrent 50-60 pct. af det, der var indregnet i selskabets oprindelige forventninger.

Det er en forbedring siden starten af maj, hvor Demant offentliggjorde periodemeddelelse. Dengang var den samlede omsætning på omkring 30 pct. af det oprindeligt forventede niveau.

- I de seneste uger er de indførte restriktioner som følge af coronavirus blevet lempet i mange lande, deriblandt de vigtigste markeder for høresundhedsprodukter, og efterhånden som samfundet gradvist åbner igen, er også mulighederne for at servicere brugerne blevet bedre, skriver Demant.

- Forholdene på høresundhedsmarkedet er således blevet forbedret siden begyndelsen af maj, da vi offentliggjorde vores periodemeddelelse, men markedsforholdene varierer betydeligt fra land til land og fra det ene forretningsområde til det andet, uddyber selskabet.

Demant fastslår, at markedet fundamentalt er intakt, og at selskabet ikke har set nogen indikationer på, at brugernes villighed til at søge hjælp og vejledning hos audiologer er ændret betydeligt.

I Demants største forretningsområde - engrossalg af høreapparater - er omsætningen nu steget til omkring 60-70 pct. af det niveau, der var indregnet i selskabets oprindelige forventninger.

Det er en fremgang fra omkring blot 20 pct. i starten af maj - da periodemeddelelsen blev offentliggjort.

- Efter lempelse af restriktionerne er forholdene blevet betydeligt bedre på en række europæiske markeder, deriblandt hovedparten af de nordiske lande, Tyskland og Schweiz. I Frankrig, Spanien og Italien er genåbningen sket langsommere, og i Storbritannien er aktivitetsniveauet stadig meget lavt, skriver Demant.

- I USA ser vi betydelige forskelle i aktivitetsniveau fra stat til stat. Generelt er aktivitetsniveauet blandt de uafhængige audiologer steget betragteligt, men i andre kanaler, inklusive VA (Veterans Affairs), sker stigningen i et meget langsommere tempo, fortsætter selskabet.

For detailforretningen for høreapparater er omsætningsniveauet vokset til 40-50 pct. af de oprindelige forventninger fra ligeledes omkring 20 pct. i starten af maj.

BRANCHENYT
Læs også