Erhverv

Danske bilbrødre i milliontab

Lorenz-brødrene var tæt på at sælge familiens livsværk for op mod 1 mia. kr.

Tajco har specialiseret sig i at udvikle og producere rørhaler til biludstødningsrør, og kunderne tæller bl.a. VW, BMW, Mercedes, Volvo og Audi. Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix

De to brødre bag den danske industrivirksomhed Tajco, der producerer rørhaler til biler, er ramt af nedgang i forretningen.

Omsætningen i Tajco dykker for andet år i træk, og der er underskud, viser et nyt regnskab.

Dermed er der for alvor sat en stopper for den succesbølge, som brødrene red på, da de for få år siden var tæt på at sælge familiens livsværk for op mod 1 mia. kr.

Et salg, der endte med at blive skrottet.

Tajco er ejet af brødrene Frank og Kurt Lorenz. Virksomheden har specialiseret sig i at udvikle og producere rørhaler til biludstødningsrør, og kunderne tæller bl.a. VW, BMW, Mercedes, Volvo og Audi.

Rørhalen er den pyntegenstand, der omslutter den synlige del af mange bilers udstødningsrør.

Sidste år omsatte Tajco for 644 mio. kr. Resultatet blev et minus på 9 mio. kr. Det er »utilfredsstillende,« konstaterer Tajco-ledelsen kortfattet i regnskabet.

Udfordringen for Tajco er bl.a., at man kigger ind i en fremtid med færre diesel- og benzinbiler til fordel for flere elbiler. Færre forbrændingsmotorer betyder færre udstødningsrør - og dermed dalende behov for rørhaler.

Men Tajco forsøger at være på forkant og have noget klar, den dag elbilerne tager over. Det fortalte Frank Lorenz tidligere på året til Midtjyllands Avis.

»Forandringshastigheden er blevet forøget væsentligt, men det er sket før i verdenshistorien, at forretningsområder er blevet disrupted. Vi er verdens absolut største virksomhed på vores felt, og det er vi selvfølgelig vildt stolte af,« sagde Frank Lorenz.

Tajco har rødder tilbage til 1946, da erhvervsmanden Tage Jensen stiftede selskabet Tage Jensen & Co. Senere blev navnet ændret til Tajco, og i 1986 overtog Svend Aage Lorenz selskabet.

Han solgte i 1997 Tajco videre til sine sønner, Frank og Kurt, som i dag ejer selskabet gennem diverse holdingselskaber. De er ikke en del af ledelsen og den daglige drift, men Frank Lorenz sidder i bestyrelsen.

På grund af usikkerheden om coronapandemien vil Tajco i sit regnskab ikke give noget bud på, hvordan 2020 ender.

BRANCHENYT
Læs også