Erhverv

Overvågningsudstyr fra omstridt kinesisk firma bruges i Danmark

Kinesiske Hikvision leverer udstyr til bl.a. Forsvaret. Selskabets udstyr er ifølge organisationer involveret i undertrykkelse i Kina.

Overvågningskameraer fra selskaberne Hikvision og Dahua fotograferet i Beijing. Hikvision er ramt af kritik og skepsis på grund af såvel mistanke om sikkerhedsproblemer og medvirken til undertrykkelse af borgere. Arkivfoto: Thomas Peter/Reuters

Flere offentlige institutioner i Danmark anvender overvågningsprodukter fra det kinesiske selskab Hikvision, som ifølge USA udgør en mulig sikkerhedsrisiko, og hvis produkter ifølge bl.a. den amerikanske regering anvendes til brud på menneskerettighederne.

Forsvaret, HCA Airport i Odense, Aalborg Havn og Aalborg Kommune har købt produkter fra Hikvision, som tilbyder avancerede systemer med f.eks. varmesøgende kameraer og ansigtsgenkendelse.

Hikvision blev i 2019 sat på en forbudsliste fra USA’s regering og dets produkter må ikke indkøbes til f.eks. offentlig sikkerhed eller overvågning af regeringsbygninger. USA’s sikkerhedstjeneste Homeland Security siger, at den har fundet en bagdør i det kinesiske udstyr. It-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS Security Group udtrykker bekymring. Hikvision er ifølge eksperter delvist ejet af den kinesiske stat, og dets produkter er involveret i omfattende overvågning af kineserne og den etniske minoritet uighurerne.

»Det er meget bekymrende, at danske myndigheder har købt overvågningsteknologi fra et selskab, som man ved har bidraget til menneskerettighedsbrud over for tibetanere og uighurer,« siger research manager Amy Slipowitz fra tænketanken Freedom House i USA.

Aalborg Kommune var ikke bekendt med den massive overvågning forud for købet: »Det kan jeg da godt ærgre mig over,« siger afdelingsleder Henrik Jess Jensen, som tilføjer, at alle regler er overholdt.

Forsvaret vil ikke oplyse, hvor eller hvordan det anvender Hikvision-produkter, men lægger ligesom andre aftagere vægt på, at systemet ikke er koblet til internettet. Ifølge eksperter betyder det dog ikke, at systemet er sikkert. HCA Airport oplyser, at man fra denne sommer skifter overvågningssystem.

Hikvision svarer, at man tager cybersikkerhed alvorligt, »respekterer menneskerettigheder« og mener, at den amerikanske sortlistning af selskabet er dybt skuffende og er sket »uden grund eller beviser«.

BRANCHENYT
Læs også