Erhverv

Han gav hele formuen væk - og tjener stadig milliarder

Olav Thon, en af Norges rigeste mænd, har grund til at smile, selvom penge ikke er noget, han går synderligt op i.

Olav Thon blev i 2019 gift med Sissel Berdal Haga - selvfølgelig iført sin røde strikhue. Foto: Berit Roald, NTB scanpix via AP.

Den 96-årige nordmand Olav Thon er kendt for sin hovedbeklædning, en rød, hustru-strikket uldhue, som han næsten altid går rundt med. Og så fortsætter han med at udbygge en formue, som er uden arvinger.

Et nyt regnskab fra Olav Thons forretningsimperium, Olav Thon Gruppen, viser, at nordmanden i det forgangne år tjente knap 3 mia. kr. Det skriver E24.no.

Overskuddet var lidt mindre end året før, hvilket bl.a. skyldes en afmatning på hotelmarkedet i Oslo - hvor Olav Thon er rigt repræsenteret - samt svag vækst i den norske detailhandel.

Olav Thon Gruppen er Skandinaviens største ejer af storcentre og har derudover en lang række hoteller i Norge og udlandet. Den 96-årige stifter, der i øvrigt er kendt for sin sparsommelighed, styrer fortsat foretagendet.

Han har ingen arvinger, så hele formuen på i omegnen af 30 mia. kr. bliver givet væk. I 2013 valgte Olav Thon at donere alle sine aktier i livsværket til en fond i hans eget navn.

Fonden har til opgave at forvalte Olav Thon Gruppen og støtte videnskabelig forskning og iværksætteri.

Egenkapitalen i Olav Thon Gruppen er med det seneste årsresultat vokset til 41 mia. kr. Den samlede værdi af Olav Thons ejendomsportefølje er i omegnen af 75 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også