Erhverv

Kendt burgerkæde skyder sommeren i gang med nyt camping-koncept

Efter en udfordrende start er målet at tiltrække flere gæster til Cocks and Cows' restaurant i Aarhus.

Cocks and Cows ved åen i Aarhus genåbner med et nyt koncept kaldet "Camping" i løbet af juli. På billedet ses kædens medstifter og salgsdirektør, Lasse Wiwe (th.), den lokale manager, Karin Kierstein, og hendes assistent, Emil Mortensen. Foto: Christian Lykking

I omkring et år har den københavnske burgerkæde Cocks and Cows solgt burgere og cocktails til madglade aarhusianer og turister fra Åboulevarden i Aarhus. Nu gør den kendte kæde klar til at introducere et nyt koncept i byen, efter at den har haft en udfordrende start med få gæster og manglende serveringer.

»Særligt i hverdagene har det været udfordrende for os at få gang i restauranten. Vi har ikke haft samme trafik som i København, og det tager vi konsekvensen af nu. Derfor har vi bygget hele restauranten om til en minigolf-bar, hvor Cocks and Cows fortsat holder inde i det nye univers,« siger Lasse Wiwe, der er medstifter og salgschef i burgerkæden, som blev stiftet i 2010 og udover restauranten i Aarhus har flere restauranter i og omkring hovedstaden.

Minigolfbaren åbner for helt nye oplevelser og en mere uformel stemning, og det tror jeg kan tiltrække nye kundetyper.

Karin Kierstein, manager, Cocks and Cows Aarhus

Oprindeligt var det planen, at Cocks and Cows’ nye koncept skulle åbne i april, men som med så meget andet kom coronakrisen i vejen for kædens genåbning, som foreløbigt er udskud til juli.

Ifølge Lasse Wiwe har nedlukningen generelt været udfordrende for kæden, og derfor understreger han også vigtigheden i at tænke nyt og komme tilbage med fornyet gejst og energi.

Udfordrende at tiltrække gæster

Det bliver da også en noget anden oplevelse for de ansatte at servicere i Cocks and Cows Aarhus fremover. Det nye koncept, som har fået navnet ”Camping”, inkluderer nemlig ni specialbyggede minigolfbaner direkte indført i baren. Ligesom al mad og drikke serveres, så det kan spises stående og uden bestik i bedste streetfood-stil. Samtidig har restaurantens prisniveau også fået et nyk ned ad i forsøget på at tiltrække flere kunder til den omkring 600 kvadratmeter store restaurant.

»VI har erfaret, at der er dage, hvor vores lokale ved åen simpelthen har været for stort. Det er særligt i hverdagene, at det har været svært for os at tiltrække nok gæster. Selv om restauranten er samme størrelse som vores øvrige i København, har vi ikke oplevet samme udfordring der. Vores vurdering er, at flere mennesker går ud og spiser i hverdagen i København end i Aarhus, og det retter vi os nu efter,« siger Lasse Wiwe, der håber, at genåbningen og det mere uformelle koncept kan hjælpe den aarhusianske del af Cocks and Cows i den rigtige retning.

»Konceptet passer perfekt ind i miljøet i Aarhus. Det er en studieby, og flere studerende efterlyser aktiviteter og underholdning, når de er ude for at hygge sig. Normalt er sommerferien ikke en periode, hvor man skal åbne nyt i Aarhus, men fordi coronakrisen også har betydning for danskernes sommerferieplaner, og for at flere studerende måske bliver i byen i løbet af sommeren, tror vi på, at tiden er den rette,« siger Lasse Wiwe.

Konkurrence midt i maden

Også Aarhus-restaurantens lokale manager, Karin Kierstein, har store forventninger til det nye koncept, der ifølge hende passer godt sammen med de øvrige barer og restauranter ved åen.

»Der er stadigvæk plads til, at gæsterne kan komme ind at sidde og spise vores burgere, men samtidig gør konceptet også restauranten mere festlig og uformel. Minigolfbaren åbner for helt nye oplevelser, og det tror jeg kan tiltrække nye kundetyper. Det kan være firmaarrangementer, familier, unge, dates og andre, der synes, at det er sjovt at konkurrere i minigolf og få god mad samtidig,« siger hun.

Ifølge Lasse Wiwe bliver det i første omgang kædens aarhusianske afdeling, som tester det nye koncept. Men han udelukker ikke, at minigolf, camping og en mere uformel stemning kan sprede sig til Cocks and Cows’ øvrige restauranter.

BRANCHENYT
Læs også