Podimo har lige fået 112 mio. kr. - mange af millionerne kommer fra fond i sortlistet skattely
Podimo har fået en ny medejer og storinvestor fra Cayman-øerne, som er på EU's liste over skattely. Det vækker ikke begejstring hos flere pensionskasser, der indirekte har investeret i Podimo.
Den storsatsende danske podcast-platform Podimo fik i maj 112 mio. kr. i ny kapital. Blandt de indirekte investorer var statens investeringsfond, danske pensionskasser og flere fagforbund.
I spidsen for investeringsrunden i Podimo stod en ny investor, den engelsk-israelske venturefond 83North, som for de mange millioner fik en bestyrelsespost og blev næststørste aktionær i Podimo med en ejerandel på mellem 20 og 24,99 pct.
83Norths fond har dog hjemme på Cayman-øerne, der i februar kom på EU’s sorte liste over skattely, hvor skatteudskammede øer som Jersey og Guernsey end ikke befinder sig.
Sortlistningen af Cayman-øerne fik med det samme 10 danske pensionskasser til at sige stop for nye investeringer i eller gennem Cayman-øerne, som også topper en liste over verdens største skattely hos organisationen Tax Justice Network.
Men hos Podimo mener man ikke, at virksomheden bidrager til eller blåstempler skattely ved at tage imod millioner fra en fond på Cayman-øerne.
Det fortæller serieiværksætter Morten Strunge, der er største aktionær og adm. direktør i Podimo.
»Vi er et nystartet selskab, der skal på en lang rejse og har brug for kapital. Vi er ikke så privilegerede, at vi kan opsætte reglerne eller diktere setuppet for vores medejere. Samtidig er det vigtigt at sige, at vi er et dansk selskab, der ikke ruller en eventuel indtjening op i et andet land, men derimod betaler fuld dansk skat, fordi moder- og driftsselskab er 100 pct. dansk registrerede,« siger Morten Strunge, som tidligere har stiftet og solgt Onfone, Mofibo og Plenti.
Hvordan tror du reaktionen bliver, når jeres podcasterere, ansatte og brugere finder ud af, at I har fået en storinvestor fra et skattely?
»Vi betaler skat i Danmark, har skabt 32 danske arbejdspladser, og vi efterlever alle love og regler til punkt og prikke. Men det er desværre sådan, at hvis du skal hente kapital, skal det nogle gange ske uden for landets grænser,« siger han.
Mediawatch tidligere i år.
Derfor blev ejerskabet af Zetland 100 pct. flyttet til Danmark.
Morten Strunge, kunne Podimo finde på at gøre som Zetland?
»Der er intet ulovligt eller fordækt i det, vi gør. 83North er en stor og respekteret investor, der er minoritetsaktionær, og det vil 83North blive ved med at være. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at Podimo er en dansk virksomhed med en majoritet af danske ejere,« siger han.
Statslige Vækstfonden, fagforbundene DI, 3F og Dansk Metal og en stribe danske pensionskasser er indirekte investorer i Podimo. For Vækstfonden og pensionskasserne sker det gennem Dansk Vækstkapital, et samarbejde mellem staten og pensionskasserne.
Blandt de indirekte investorer i Podimo er Sampension. Her forventes det, at der er en ansvarlig praksis og krav på skatteområdet hos de fonde og medinvestorer, Dansk Vækstkapital investerer i og med.
»Hvis en medinvestor kommer fra Cayman-øerne, bør det give anledning til ekstra undersøgelser med henblik på at afdække, at konstruktionen ikke anvendes til skatteundgåelse,« siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, i en skriftlig kommentar.
I PFA vil man forhøre sig hos Dansk Vækstkapital om, hvad »der er op og ned i denne sag«, mens ATP har tillid til, at der leves op »til gældende regler og lovgivning« i de investeringer, som Vækstfonden foretager på vegne af Dansk Vækstkapital.
Vækstfonden oplyser, at den er stoppet med investeringer i Cayman-øerne, efter landet er havnet på EU’s skattelyliste. Samtidig understreger Vækstfonden, at en konstruktion gennem Cayman-øerne ikke er unormal i international sammenhæng, og at den geografiske placering ikke er ensbetydende med aggressiv skatteplanlægning.
»Som det også fremgår helt klart af vores skattepolitik, så medvirker Vækstfonden aldrig til skattespekulation eller skatteunddragelse og forventer det samme af alle samarbejdspartnere og selskaber, som Vækstfonden finansierer og samarbejder med,« siger Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden, i en generel kommentar.
Heartcore Capital forvalter statens, pensionskassernes og fagforbundenes investering i Podimo og er den direkte medejer af podcast-firmaet. I Heartcore Capital hæfter man sig ved, at ingen lovgivning forhindrer danske virksomheder i at modtage investeringer fra fonde i skattely, og det traditionelt er amerikanske investorer, der investerer gennem et sted som Cayman-øerne.
»Vi ville ikke gøre det danske samfund en tjeneste ved generelt at sige nej tak til amerikanske investorer på den baggrund. Det ville koste danske arbejdspladser, danske skatteindtægter og dansk velfærd,« skriver Jimmy Fussing Nielsen, partner i Heartcore Capital, i en mail.